SKAL VI SPISE SAMMEN?

Synes du al den snak om klima har taget overhånd? Eller er du dybt bekymret for dine børns fremtid? Vil du have lov at have din bøf og flyrejse i fred? Eller tørster du efter politikere, der tør gribe til radikal klimahandling?

Så vil vi gerne tale med dig.

Hvis vi kan spise sammen, kan vi tale sammen. Og kan vi tale sammen, kan vi også løse fælles problemer sammen. Derfor spørger vi, om du og din familie eller venner vil dele et måltid mad og jeres tanker om klimaet med os?

Klimasnakken skal ikke kun dikteres af medier og eksperter eller foregå bag lukkede døre på Christiansborg. Klimasnakken skal vi også have med hinanden. For klimaforandringerne er vor generations største udfordring. Og skal vi bremse forandringerne, er vi simpelthen nødt til at finde en fælles vej frem. Det nytter ikke, at klimakampen ender i en generationskonflikt. Vi skal handle. Men på en måde, der bringer os tættere sammen fremfor længere fra hinanden.

Hvis du har lyst til at spise sammen – og vende dette og mange andre dilemmaer – så send os en besked via formularen herunder.

Opskriften er enkel: Hvis du kan samle cirka 10 personer, familie eller venner, så pakker en radikal folketingspolitiker tasken med det, vi nu har i køleskabet, tager en professionel kok under armen og tryller vores køleskabsrester om til aftensmad, mens vi taler om, hvordan vi gør Danmark og verden grønnere.

Ses vi ved dit køkkenbord?