Vi skal gribe "indvandrerdrengene" før kriminaliteten gør det

Er S-togene fulde af ”indvandrerdrenge”, der gør køreturen utryg, sådan som statsminister Mette Frederiksen har antydet?

Af Frederikke Tarp

Ikke den aften i september, hvor Hediye Temiz og Morten Østergaard var med s-toget. Men selvfølgelig er der problemer – men der er også problemer med retorikken i den offentlige debat, mener Hediye, der er medlem af kommunalbestyrelsen for Radikale i Albertslund Kommune.

”Det er nogle drenge, som ikke har fået anerkendelse i deres liv og ikke ved, hvad de er gode til. Men det nytter ikke noget, at vi har nogle medier og politikere, som råber dem op, kalder dem ”indvandrerdrenge” og forudser, at de kommer til at lave ballade og ende som top kriminelle. Når disse drenge ser det nok gange, så tror de også selv på det”.

Mest taletid hvis du svinede folk med anden etnisk baggrund til

Hediye nåede ikke engang at afslutte sin gymnasiale uddannelse, før hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre. I dag er hun byrådsmedlem, medlem af økonomiudvalget og formand for kultur- og fritidsudvalget i Albertslund Kommune.
Hun er 22 år, bor i Albertslund og er opvokset i Hedemarken, som tidligere var at finde på ghetto-listen. Mange af de drenge, som Mette Frederiksen omtaler, har Hediye kendt gennem hele hendes opvækst.

I gymnasiet begyndte hun at interessere sig for integrationsområdet og den offentlige debat om personer med en anden etnisk baggrund. En debat, der i hendes optik, kaldte på forandring.

”I princippet handlede det om, at dem der kunne svine folk med en anden etnisk baggrund mest til var også dem, der blev belønnet af medierne og fik mest taletid”, siger hun.

En anden grund til, at Hediye begyndte at deltage i den offentlige debat, var for at skabe opmærksomhed omkring de unge med en anden etnisk baggrund, der ikke lavede ballade:

”Vi er mange, som opfører os ordentligt, har et helt almindeligt liv og godt kan finde ud af at tilhøre to kulturer på én gang”.

Du bliver, hvad andre tænker

Mette Frederiksens udtalelser om ”indvandrerdrenge” puster til frygten for personer med anden etnisk baggrund, samtidig er den stigmatiserende overfor dem, mener Hediye:

”Når disse drenge tænder for TV’et eller kigger på Facebook, så ser de kun sådan nogen som Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og Inger Støjberg – nogle alle ved, hvem er – kalde dem ”indvandrerdrenge”, og siger, at de laver ballade”.

Denne form for retorik løser ikke de udfordringerne, der er på integrationsområdet.

”Disse unge drenge hører hele tiden, at de ikke er danskere. Når de kun hører dette, så ender de også med at tro på det”, siger Hediye.

Jalal: Det lyder som om, man er mindre dansk

Jalal, som er 19 år og bor i Rødovre, er en af dem, der har oplevet, hvordan retorikken sætter ham og hans venner i bås:

”Det er forkert, fordi man generaliserer. Der er mange ”indvandrerdrenge”, som er gode børn, som ikke vil være en del af det kriminelle miljø. De vil egentlig bare gerne passe sig selv, - de vil noget med livet. Når man sætter folk i bås, tænker disse drenge, at de bliver anset som kriminelle, bare fordi de har en anden etnisk baggrund end dansk”, forklarer han.

Jalal og hans venner har igennem deres liv modtaget skæve blikke fra etniske danskere udelukkende fordi, de havde anden etnisk baggrund. Jalal er født og opvokset i Nordvest i København men bor nu i Rødovre.

Han har netop færdiggjort stx og arbejder nu hen imod at kunne læse til finansøkonom og ende som ejendomsmægler. Og så er han på det danske landshold i taekwondo.

Jalal mener, at retorikken skaber splittelse, men den desværre er noget, som Jalal og hans omgangskreds er vant til.

”Jeg tror, at folk har vænnet sig til, at det bare er sådan, det er i Danmark. Man bliver anset som en ”indvandrerdreng” bare fordi, at man har en anden etnisk baggrund, og så er man åbenbart mindre dansk af den grund”.

Tid til samfundsmæssig selvransagelse

Det er selvfølgelig under alt kritik, at der er grupper af drenge, som laver ballade eller ender i kriminalitet.

Men man skal bare ikke se på deres etnicitet for at finde forklaringen, mener Hediye:

”Det er fair, at vi kritiserer en gruppe unge drenge for at lave problemer, som de jo gør. Problemet er, at man ikke skal tro, at de laver problemer bare fordi, at de har en anden etnisk baggrund. Vi bliver nødt til at kigge på, hvilke forhold de drenge kommer fra. Hvis vi vil løse et problem, skal vi forstå, hvorfor det problem er opstået og ikke blot skyde skylden på deres etnicitet. Vi bliver nødt til at forstå, hvad vi selv har gjort forkert som samfund”.

Drenge, med en anden etnisk baggrund end dansk, får ikke samme hjælp, som de danske drenge bliver tilbudt, mener hun:

”Hvis de havde heddet Daniel, Mads, Henrik eller Ole, så ville vi have kigget på, hvad der var gået galt i deres skolegang, opvækst og hos deres forældre”.

Jalal er enig:

”Vi er alle sammen mennesker. Vi skal alle behandles lige. Ligegyldig om man er etnisk dansker eller noget andet. Vi skal alle have de samme muligheder og derfor skal de her ”indvandrerdrenge” have en hjælpende hånd”.

Vi skal sætte tidligere ind

Ifølge Hediye kan man allerede i en tidlig alder se, at nogle drenge potentielt vil ende som ballademagere:

”Når jeg tænker på dem, jeg kender, der er endt som kriminelle, så kan jeg jo trække tråde tilbage til dengang, hvor vi var helt små børn. Jeg kunne se, at det allerede dengang var gået fuldstændig galt. Deres forældre har svigtet dem massivt, men som samfund har vi også svigtet”, siger hun.

De unge drenge med problemer skal derfor allerede som børn sikres den fornødne anerkendelse og kærlighed, som de har brug for. Netop dette er udslagsgivende for, hvor de ender senere hen.

”Jeg anerkender fuldt ud, at der er nogle drenge, som laver en masse ballade og dem skal man arbejde med meget. Men de fleste drenge har bare brug for én person i deres liv, som kan give dem noget motivation, anerkendelse og kærlighed og så kommer de til at ende det gode og rigtige sted”, fortæller Hediye.

Jalal blev reddet af taekwondo

Jalal er en af de drenge, som fik omsorg, opmærksomhed og anerkendelse gennem et støttende fællesskab:

”Jeg startede til taekwondo som 11-årig og blev mødt af et fantastisk fællesskab. Jeg har haft nogle svære tider som barn, da min far var inde en tur og sidde. Derfor søgte man omsorg og anerkendelse. Det er jo nemt nok og få, når man kommer ud til alle drengene på gaden, som alligevel bare er ude”, fortæller Jalal.

Fællesskabet og hans træner var en af årsagerne til, at han ikke endte med de andre drenge på gaden:

”Jeg var så heldig, at jeg havde en træner, som tog sig af mig. Han valgte at investere sin tid i mig. Alle disse mennesker gjorde, at jeg holdt fast i den her sport. Det resulterede i, at jeg ikke var på gaden, fordi jeg skulle til træning”.

Hediye mener, Jalal er eksemplet på, at det nytter at sætte ind tidligt, og at det er en langt bedre investering, end at prøve at udbedre skaden, når den først er sket. Vi skal som samfund gribe ind og gøre en indsats tidligt og seriøst. En støttende person, som kan hjælpe de unge drenge i deres barndom kan komme fra forskellige steder. Det kan være pædagogen i daginstitutionen, skolelæreren, socialpædagogen, træneren fra taekwondo eller et andet sted, hvor man kan få den fornødne opmærksomhed og tage del i et sundt fællesskab.

Derfor skal vi også have minimusnormeringer og hverken skal spare på dagtilbuds- eller skoleområdet:

”Når der ikke er pædagoger nok, så er der ikke nok mandskab til at hjælpe de børn, som virkelig har brug for det. Tit og ofte er det én pædagog, som kan gøre hele forskellen for et barn og ændrer deres forståelse af tingene. Alle børn behøver selvfølgelig ro og anerkendelse, men dette kan være endnu vigtigere for børn med en anden etnisk baggrund. Det samme gælder skolen. Hvis du har en klasse med 30 børn, så er det svært for den ene lærer at gå ind og arbejde med de måske 2-3 børn, som har meget brug for det”.

Men Hediye efterlyser, at pædagoger og lærere bliver klædt bedre på:

”Vi skal opkvalificere de pædagoger og lærere, som arbejder i kommunerne, så de ved, hvordan de skal håndtere børn og deres familier med en anden etnisk baggrund. Vi skal måske også ansætte flere faglærte til at kunne løfte denne opgave. Vi skal kunne forstå hinanden, og det er denne kommunikation og forståelse, som pædagogerne og lærerne skal være rustet til”.