Vendekåber eller kongemagere?

Gennem historien har de radikale mandater ofte været tungen på vægtskålen og afgjort, hvem der skulle have magten. Det har givet øgenavne som vendekåber og slingrefise men også kongemagere og politiske strateger. Historiker og partimedlem Tomas Bech Madsen fortæller her, hvad den radikale position som kongemagere har betydet og hvordan det ser ud i dag.

Af Kristian Brandrup

Det var Anker Jørgensen, der i 1982 sagde, at De Radikale var nogle ’slingrefise’. Anledningen var, at Anker Jørgensen i 1982 måtte opgive at fortsætte med sin socialdemokratiske regering, og at Radikale Venstre kort efter i stedet bragte den konservative Poul Schlüter til magten. Og det var ikke noget, der ligefrem huede Anker Jørgensen. Det fortæller Tomas Bech Madsen:

”1982 er et af de tydeligste eksempler på, at Radikale Venstre har indtaget rollen som kongemagere. Efter syv år med Anker Jørgensen var samarbejdet kørt fast og særligt den økonomiske politik gav anledning til uenigheder og diskussioner. Det åbnende muligheden for at lave noget med de borgerlige. Dybest set handlede det for os om – med den økonomiske genopretning som mål - at få mest muligt ud af vores mandater og forvalte dem på en klog måde, hvor meget af den radikale politik kunne blive gennemført. Og det er et godt eksempel på en parlamentarisk tilgang, der selvfølgelig gennem tiden har skabt frustrationer hos de andre partier og afstedkommet sjove bemærkninger og øgenavne”, fortæller Tomas Bech Madsen.

 

 

Om Tomas Bech Madsen:


Tomas Bech Madsen er ledelseskonsulent på Professionshøjskolen Absalon.

Han er uddannet cand. mag. i historie og har været aktiv i Radikale Venstre i mange år, i dag blandt andet som formand for Radikale Venstre i Ringstedkredsen.

Det ligger i DNA’et

Radikale Venstre placerede sig ved sin stiftelse i 1905 parlamentarisk mellem Socialdemokratiet på den ene side og Venstre på den anden side. Det har derfor altid ligget i det radikale DNA at være villige til at gå på kompromis, forklarer Tomas Bech Madsen: 

”Hvis vi kigger på de mennesker, der tilsluttede sig Radikale Venstre i tidernes morgen, så var det også en meget sammensat størrelse. Det var akademikere og progressive enkeltpersoner fra det velhavende borgerskab i København, men det var også de langt større vælgergrupper som husmænd, bønder og håndværkere fra provinsen. Radikale Venstre har aldrig været et smalt interesseparti, men tværtimod et anskuelsesparti, som man tilslutter sig, hvis man er enig i partiets grundværdier. Det har bragt folk fra alle samfundslag ind i partiet”.

Helt grundlæggende har Radikale Venstre ifølge Tomas Bech Madsen været gode til at bevæge sig politisk og gøre op med gamle dogmer. Og så har partiet haft utroligt dygtige politikere, som har vidst, hvor langt de kunne gå i forhandlingerne og vidst, hvornår de skulle stoppe og lande et kompromis:

”Det kræver en særlig politisk fingerspidsfornemmelse, som mange af vores frontfigurer har haft. De har kunnet agere i det politiske spil og været virkelig skarpe i forhandlingerne. Samtidig har de personlige relationer spillet ind, udover enighed om væsentlige politiske målsætninger. Her havde Niels Helveg Petersen for eksempel et rigtig godt forhold til Poul Schlüter, ligesom Marianne Jelved havde det til Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft. Det var en væsentlig grund til, at samarbejdet fungerede godt, og at der kunne komme meget radikal politik igennem”. 

Mandattallet ikke afgørende

Tomas Bech Madsen peger samtidig på, at det ikke altid har været antallet af mandater, der har været udslagsgivende for Radikale Venstres evne til at få indflydelse. Tit har partiet med ikke særligt mange mandater fået meget stor indflydelse. Og netop den realitet fik på et tidspunkt Mogens Lykketoft til at sige om De Radikale: ”Vi er så mange, og I er så kloge”. Et lille svirp, der formentlig kun forstærkede den radikale selvforståelse mange steder:

”I 80’erne og 90’erne havde Radikale Venstre mellem 7 og 11 mandater. Alligevel kunne vi få utroligt mange ting igennem ved at stå fast på vores meninger og have de afgørende mandater. Omvendt fik vi for eksempel et godt valg i 2005 med 17 mandater, men det var svært at omsætte til konkrete resultater, fordi Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti havde flertal uden om os og i øvrigt ikke ønskede et samarbejde med os”.

Tomas Bech Madsen påpeger, at Radikale Venstre altid har balanceret mellem principfasthed og pragmatisme, og at det i mange tilfælde har været afgørende at finde en passende balance mellem de to ting, når der skulle landes aftaler:

”Vi er blevet kaldt pragmatiske idealister, og det betegner egentlig vores position meget godt. Det ligger helt inde i kernen af vores parti og vores politikere, at vi søger indflydelsen og magten. Bare at stå og pege fingre ad de andre er ikke vores arbejdsmetode. Vi går op i realpolitik og konkrete forandringer til det bedre, men samtidig har vi – og har altid haft – vores idealer og principper med i alt, hvad vi gør. Det betyder jo også, at vi ikke går med til hvad som helst”.

Udlændingepolitikken har ændret billedet

Efter 2001 blev de radikale mandater sendt ud i kulden og var ikke længere afgørende for, hvem der bestemte i Danmark. Derfor blev perioden fra 2001-2011 en speciel periode i den radikale historie, hvor holdningerne stod skarpt men indflydelsen ikke var stor. I den forbindelsen mener Tomas Bech Madsen, at rollen som kongemagere var nemmere for Radikale Venstre, da værdi- og udlændingepolitikken ikke fyldte så meget, som den gør i dag:

”På en klassisk økonomisk og fordelingsmæssig skala har Radikale Venstre altid placeret sig omkring midten og har derfor appelleret til begge sider. Det er lidt mere kompliceret, når det kommer til værdi- og udlændingepolitikken, hvor mange af de andre partier ikke ligefrem kigger misundeligt til den radikale politik. Det har gjort rollen som kongemagere langt sværere, men ikke umulig”, siger Tomas Bech Madsen og fortsætter:

”I 2011 lykkedes det nemlig Radikale Venstre at generobre rollen som kongemagere for fuld kraft. Historien om det sorte tårn og forhandlingerne med Socialdemokratiet og SF, der ledte op til Thorning-regeringen, viste med al tydelighed, at det stadig er muligt for Radikale Venstre at få maksimal indflydelse. Samtidig viste det også, at det er muligt at lande et kompromis på udlændingepolitikken, som både Socialdemokratiet og Radikale Venstre kunne se sig selv i. Grundlæggende har perioden efter 2001 dog været mere ustabil end tidligere. Der har været store udsving i både mandattal og indflydelse, som ellers tidligere lå mere stabilt, bortset fra i Baunsgaard-årene”.

Tomas Bech Madsen mener grundlæggende, at der er behov for et nationalt kompromis mellem Venstre og Socialdemokratiet på udlændingepolitikken, hvor de godt nok lægger sig fast på en linje, der er betydeligt strammere end, hvad Radikale Venstre bryder sig om, men hvor de samtidig siger ’hertil og ikke længere’ overfor den yderste højrefløj. Hvis det sker, vil det i højere grad kunne bringe Radikale Venstre tilbage i rollen som kongemagere:

”Jeg vil dog samtidig sige, at vi lige nu gør alt, hvad vi kan for at få indflydelse på den førte politik. Vi har landet mange store aftaler i 2020, og vi gjorde for eksempel meget ud af at få Venstre med i en udligningsaftale. Der har været mange brede aftaler med store radikale fingeraftryk, hvor både radikal pragmatisme og principfasthed er kommet til udtryk”.

Hvordan fremtiden ser ud som radikale kongemagere er svært at svare på, fordi dansk politik – også – i disse år er meget uforudsigelig, mener Tomas Bech Madsen:

”Men her handler det netop om at kende sin besøgelsestid og kunne læse den politiske situation – helst før, hurtigere og bedre end de andre. Det er sådan de gode kongemagere agerer. Det er faktisk lidt af et politisk kunststykke”.