Valg i Grønland

Den 6. april går grønlænderne til valg. De store skillelinjer i valgkampen er bygd vs. by, boliger, sundhed og mineudvinding, fiskeri og økonomi. Alle partierne undtagen ét ønsker selvstændighed fra Danmark, men er uenige om tidslinjen for processen. Så hvilken betydning får valget for rigsfællesskabet? Vi har bedt Martin Lidegaard give sit bud på de inden- og udenrigspolitiske konsekvenser af valget i Grønland i en tid, hvor verdens øjne i stadigt stigende grad retter sig mod Arktis og de store muligheder i området.

Af Benedikte Alberg Kloth

Når grønlænderne den 6. april sætter kursen mod valgstederne, skal de stemme til kommunal-, bygdebestyrelse-, menighedsråds- og landstingsvalg. Valget til landstinget, Inatsisartut, blev udskrevet ekstraordinært af et flertal uden om den grønlandske regering, Naalakkersuisut. Landstyreformand Kim Kielsen blev i november væltet som formand for regeringspartiet Siumut, der i stedet valgte Erik Jensen som partiformand, mens Kielsen blev siddende som landsstyreformand. Indtil nu i hvert fald. Uagtet den dramatiske optakt har valget i Grønland dog ikke fået meget omtale i de danske medier. Og det til trods for, at udfaldet kan få stor betydning for Danmark. Det handler nemlig om Grønlands fremtid og dermed også rigsfællesskabets.

Fremtiden for rigsfællesskabet er en tilbagevendende diskussion blandt både grønlandske, færøske og danske politikere. Der er et udtalt ønske i Grønland om større selvstændighed og selvbestemmelse. Det ønske kender Martin Lidegaard indgående fra hans tid som udenrigsminister, hvor Grønland og Arktis allerede fyldte meget på den udenrigspolitiske scene. Man skal da heller ikke lede længe på Lidegaards kontor for at finde et nik til Grønland. Fastgjort i bordlampen på hans skrivebord sidder et lille grønlandsk flag.

Kampen for de fælles interesser

”For Danmark er det afgørende, om der er i Grønland er stemning for at fortsætte et stærk rigsfællesskab med Danmark og Færøerne. Sådan som de storpolitiske storme blæser om Arktis og Grønland i øjeblikket, er vores eneste mulighed for at gøre vores indflydelse gældende - som jeg ser det - at vi kan stå sammen, os tre små stater i et stormomsust hav”, siger Martin Lidegaard og fortsætter: ”Det er utroligt afgørende for Danmark, at der kommer et grønlandsk parlament og en grønlandsk regering, som vil kæmpe for vores fælles interesser.”

De fælles interesser er dels en bæredygtig udvikling i hele det grønlandske område til gavn for den befolkning, som bor der, til gavn for klimaet og for biodiversiteten. Det er ligeledes en fælles interesse at bevare lavspænding i området og se så lidt militær oprustning som muligt. Endeligt er det en fælles interesse at etablere og opretholde et regelbaseret samarbejde i det enorme arktiske territorium. I takt med at området åbner sig for verden, bliver det afgørende, at der sættes regler for eksempelvis transport og udnyttelse af ressourcer: ”De fælles interesser bilder jeg mig ind, at man Danmark og Grønland imellem er meget enige om at kæmpe for”, konkluderer Martin Lidegaard: ”Men man skal også være enige om, at vi kæmper for det sammen”.

Større selvstændighed – i eller uden for rigsfællesskabet?

”Alle er enige om – og det gælder alle partier bort set fra Samarbejdspartiet – at de ønsker større selvstændighed. Det synes jeg, at vi skal respektere, og så skal vi prøve at overbevise grønlænderne om, at der, hvor de kan opnå mere reel selvstændighed, er ved at fortsætte samarbejdet med os. Det skal de have ved at få større økonomisk selvstændighed og større indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Men jeg håber, at det også bliver en diskussion i Grønland, at det at blive selvstændig formelt set ikke nødvendigvis er at blive det reelt set, hvis alternativet er at lægge sig ind under USA eller noget lignende”, siger Martin.

Samarbejdspartiet under ledelse af Tillie Martinussen er Radikales samarbejdspartner i Grønland. De mener, ligesom Radikale, at den bedste model for et stærk Grønland findes inden for Rigsfællesskabets rammer. Deres modsætninger kan findes hele vejen rundt i det grønlandske parlament. Her har mange politikkere gang på gang fremlagt planer for hvordan, hvornår og hvor hurtigt Grønland kan hjemtage politikområder fra Danmark og derved gå selvstændighed i møde.

Jagten på nye indtægtskilder går gennem mudder og mineraler

Et andet kontroversielt emne i den grønlandske valgkamp er den forestående opstart på mineraludvindingsprojektet ved Kuannersuit/Kvanefjeld i Sydgrønland. I 2013 ophævede Inataisartut nultolerance-princippet om uranudvinding. Derved blev vejen banet for udvinding af sjældne jordarter i Kvanefjeld, som ikke kan udvindes uden uran som biprodukt. De sjældne jordarter bruges i teknologi til både militærudstyr, batterier og vindkræft og andet ”grøn teknologi”. I øjeblikket har Kina i store træk monopol på verdensmarkedet for sjældne jordarter.

”Hele forureningsspørgsmålet og risici på uran og andre ting, mener jeg, er et grønlandsk anliggende om man vil tage. Hvis man et kort øjeblik glemmer det, så jeg tror, at Grønland har en kæmpe interesse i at afstemme det med sin nærmeste allierede, når man giver adgang til så strategiske ressourcer som sjældne jordarter”, vurderer Martin Lidegaard: ”Et godt sted at starte er, at Danmark og Grønland har en fælles indstilling til det. Derfor håber jeg, at den nye grønlandske regering, uanset hvordan den kommer til at se ud, vil have mod på at tage nogle af de strategiske drøftelser, som ikke er enkle og lette og slet ikke sort-hvide, men hvor man skal sikre sig, at man er på en balanceret tilgang.”

Styrk samarbejdet i rigsfællesskabet

Hvordan længe tror du rigsfællesskabet vil bestå?

”Jeg tror, det vil bestå længere end vi går og tror i dag. Det kan godt være, at vi kommer til at kalde det noget andet og ændre markant på vores samarbejdsformer. Det tror jeg også, der kan være brug for. Men jeg tror, at jo større presset bliver udefra, jo mere vil det stå klart for alle dele af rigsfællesskabet, at det bedste er at stå sammen. Det håber jeg. Men det tror jeg også.”

Bevarelse af rigsfællesskabet er et radikalt ønske og er ligeledes skrevet ind i det Udenrigspolitiske program frem mod 2025. Som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn har Martin Lidegaard taget skridt mod at udvikle samarbejdet mellem de danske og grønlandske folketings- og landstyremedlemmer.

”Vi er først lige begyndt på samarbejdet, men vi har store planer og har diskuteret meget med vores grønlandske kollegaer. Vi har haft to møder i forbindelse med den parlamentariske strategi, hvor vi har mødtes direkte med vores kollegaer i Grønland. I indeværende landstingsperiode var Aleqa Hammond formand for deres udenrigspolitiske udvalg, og Aleqa og jeg var enige om, at vi gerne vil gøre det til en årlig begivenhed, men det er ikke noget vi har kunnet planlægge på grund af corona, så derfor er vi ikke kommet videre med det. Det har ikke været nogen tradition, men det håber jeg, at det bliver”, fortæller Martin Lidegaard og smiler stort.

Og så er vi tilbage ved de danske medier. Det ligeværdige forhold mellem Grønland og Danmark er nemlig et ønske, som ikke kan opfyldes uden at de danske medier også kommer mere på banen i frohold til Grønland: ”Der er forbløffende lidt fokus på Grønland og rigsfællesskabet. Forbløffende lidt!”, afslutter Martin Lidegaard.

Du kan læse mere om radikales politik på Arktis her:

Udenrigspolitiske program frem mod 2025