Radikale KRV-kandidater kan se frem til at sætte sig tilbage på skolebænken

Af Emma Agner Carstensen

Radikale Venstre har søsat et nyt træningsprogram for kandidater og kampagneaktive frem mod kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november. Træningsprogrammet, som består af kompetenceudvikling og gensidig sparring, hedder Den Radikale Skole. Den fungerer som en platform og et netværk, hvor kandidaterne kan få inspiration og hjælp til at styrke og udvikle deres kampagner.

Rasmus Grønborg, der er kampagnemedarbejder og projektleder på Den Radikale Skole, understreger, hvordan Den Radikale Skole er en helt ny måde at tænke i kampagneforberedende initiativer på:

”Det handler mere om, at vi altid har kompetenceudviklet vores kandidater. Men det har før været afgrænset af tid og sted. Dér har vi været samlet, typisk i Nyborg, og har haft oplæg, peptalks og lokale indslag. Men nu breder det sig ud over tid og sted, og bliver et forløb, hvor man som kandidat kan udvikle sig undervejs. Det handler om at skabe netværk på tværs af erfaringer. Radikale Venstre skal være et sted, hvor man konstant kan udvikle sig som menneske”.

På tværs af kommunegrænser

I Sorø Kommune har Radikale Venstre kandidater, der gør brug af Den Radikale Skole. Sascha Fich er spidskandidat til byrådet, og hun er positiv overfor alle de muligheder, der findes i Den Radikale Skole:

”Det er super fedt, at der er sådan en portal, der samler alting i forhold til, hvilke kandidater vi er, hvor vi kommer fra og så videre. Så kan vi kommunikere sammen på kryds og tværs og inspirere hinanden. Derudover er det rigtig godt med alle sessionerne i Den Radikale Skole. Både at man kan få overblik over hvornår de er, men også efterfølgende, at man kan gå ind og gense sessionerne. Det bruger jeg rigtig meget”, fortæller hun og fortsætter:

”På sigt tænker jeg også, at der kommer til at ligge materiale man kan bruge i en valgkamp. Og mere inspiration til valgkamp. Både ting, der fra sekretariatets og landsforbundets side bliver lagt op, men også at kandidater indbyrdes kan inspirere hinanden”.

Den Radikale Skole tilbyder også en makker-ordning, hvor kandidaterne på tværs af kommunegrænser bliver sat sammen og givet mulighed for sparring.

Byrådskandidat i Guldborgsund Kommune, Christian Nyborg Mortensen, ser frem til denne ordning og forklarer, hvordan sådan en makker kan tilbyde noget andet, netop fordi de tilføjer nye perspektiver:

”Selvfølgelig har jeg nogle her lokalt, som jeg kan sparre med. Men nogle gange er det også bare praktisk at have en udefra til feedback på for eksempel et læserbrev. Så er det godt med én, der ikke ser tingene så indforstået. Jeg tror, at det i mange situationer vil det være rigtig praktisk”.

 

Vil du være med?

Er du kandidat eller kampagneaktiv og ønsker at være med i Den Radikale Skole?

TILMELD DIG HER


Så vil du få tilmeldt onboarding-materiale og en oprettelseskode.

Lige muligheder for at udvikle sig

Den Radikale Skole har til hensigt at give kandidaterne lige mulighed for at udvikle sig og optimere deres kompetencer. Gennem kurser, samtaler og workshops trænes kandidaterne til at arbejde mere effektivt og opnå større tilfredshed med deres resultater.

Metin Lindved Aydin, der er byrådskandidat i Aarhus Kommune mener, at mulighederne for udvikling også bliver mere tilgængelige for flere kandidater, fordi Den Radikale Skole er meget fleksibel:

Det er nemt at gå til, og alle er på en eller anden måde lige. Alle er også nybegyndere i det her medie. Det er min fornemmelse, at alle bider til bolle og gør det lige hårdt og hurtigt”.

Da Metin senere blev spurgt om, hvordan Den Radikale Skole på længere sigt kan bidrage til radikale kandidater, svarede han:

”Hvis vi bliver ved med at praktisere Den Radikale Skole, så kan man i hvert fald blive en bedre radikal. For i Den Radikale Skole øver man sig jo på samtalen hele tiden. Og samtalen har vi besluttet os for at tro på. At det er dét, der løser vores uoverensstemmelser. Det er dét, der løser polariseringen. Det er det radikale grundvæsen: At være et dialogsøgende væsen. Den Radikale Skole træner os i det”.

Den Radikale Skole fungerer som en forberedelse til den kommende valgkamp, men platformen skal leve videre. Efter den 16. november vil Den Radikale Skole fortsætte som katalysator for sparring og facilitering af workshops og vidensdeling. Den Radikale Skole er en langsigtet mulighed for at skabe kompetencer, der bidrager positivt til partiet og samfundet. Sammen kan man nemlig levere nye, innovative og bæredygtige løsninger.