Svend Thorhauge:

I den udgave af danskhed, som jeg holder af, har vi nysgerrighed overfor vores omverden, og for hvad den kan bidrage med

Definitionen af danskhed er ofte et emne, der skaber en ophedet debat og skiller vandene - både i dansk politik men også i samfundet. I Vandrehallen på Christiansborg skrev maleren Rasmus Larsen i 1918 ordene retsind, lovsind, frisind og storsind, hvilket betegnes som fire danske kærneværdier. Landsformand, Svend Thorhauge, fortæller her om de fire værdier, og om danskhed og bæredygtig kultur.

Af Nathalie Michelle Kold-Hansen

Hvad betyder retsind, lovsind, frisind og storsind for dig?

”Jeg ser dem som fire forpligtende holdepunkter, som vi skal bruge til at løfte vores kultur på.

Man kommer ikke langt ved at sige, at de andre er mindre retsindede, lovsindede, frisindede eller storsindede. Der, hvor man kommer langt, er ikke ved at kræve disse principper af andre, men ved at kræve dem af sig selv. Det mener jeg også er, hvad ligger i disse fire begreber, nemlig at man skal sætte barren højt for sig selv”.

Retsindet handler om retfærdighed for den anden. Også selvom man er uenig med den anden eller måske endda føler sig svigtet af den anden. Retsindighed handler om mennesket i os alle og er demokratiets formål.

Lovsindet handler om at overholde også de love, man er uenig i. At man accepterer de fælles færdselsregler, også når de går mod en selv. Lovsindet er en nødvendig mekanik i et demokrati.

Frisindet handler om at møde det, der er anderledes end en selv med en vilje til også at forandre sig selv i mødet. På den måde er frisindet det modsatte af tolerance, der blot handler om, hvor man kan tåle uden at forandre sig selv. Det kan godt lyde abstrakt, men for at gøre det mere simpelt, betyder det, at jeg stadig kan være mig selv, selvom jeg har mødt noget anderledes, og som var mig meget forundringsværdigt og fremmed. Julen er et godt eksempel. Her mødte den hedenske tradition, hvor man fejrede at lyset var på vej, den kristne tradition med Jesu fødsel. På den måde blev en kombination af begge til en del af fejringsritualet, hvor det nye som kommer til, også bliver en del af det gamle. Frisindet et demokratiets udviklingspotentiale.

Storsindet betyder helt enkelt, at man kan acceptere, at alle andre får mere end en selv. Storsindet er demokratiets lim.

”Hvis vi kigger på vores europæiske nabolande, kender vi dem på en lidt anden kombination af stort set de samme principper. Jeg tror, at det, der bliver det særligt danske, er den måde, vi tør møde det nye på, og indoperere det i vores egne traditioner. Det er vores danske version at være frisindet på. Hvilket igen ikke betyder, at vi har patent på begrebet frisind, men at vi har vores måde at udfolde frisindet på. Vi er et lille land, og vi har været dybt afhængige af interaktion med omverdenen, hvilket har bidraget til vores udvikling, og måde at møde verden på. I den udgave af danskhed, som jeg holder af, har vi nysgerrighed overfor vores omverden, og for hvad den kan bridrage med”.

Vi lever i en verden, der er i konstant bevægelse. Tingene ændrer sig hele tiden, og intet er statisk. Tror du, vi mangler en bevidsthed omkring dette?

”Jeg tror, det er vigtigt, at vi som radikale anerkender, at institutioner betyder noget. Her mener jeg institutioner i bred forstand. For eksempel er menneskerettighederne en institution, og det er en institution, der betyder noget. Det er vi gode til at anerkende. Men også årets gang, og de helligdage vi har, betyder noget. Det giver en følelse af at høre hjemme og høre til. Det kan godt være, at intet kommer af intet, og at alting kommer et sted fra. Men det betyder jo ikke, at alting bliver ligegyldigt. For det, at vi har holdt fast i noget, gør, at vi har et skabt et kulturelt fælleskab”.

”Og selvom kulturen foranderlig, så er den for det enkelte menneske det fundament, som får verden til at give mening. Det enkelte menneske opstår i en kulturel kontekst, og kan ikke svæve frit. Men hvis du og vi som folk har selvtillid nok til at tro på egen kultur, har vi heller ikke behov for at forsvare den med næb og klør. Tværtimod, så vil du tro på, at den kan bevare sin egenart i mødet med de nye”.

Vi hører ofte, at mere EU betyder mindre danskhed. Hvordan kan vi blive bedre til at italesætte, at de ikke udelukker hinanden?

”Først og fremmest skal vi ikke udelukke folk, som ikke har det på samme måde. Jeg tror, det er meget menneskeligt at være bange for at miste det kulturelle fundament, som man står på og er rundet af. Så det handler jo om kulturmøder, hvor man genkender sig selv i det fremmede. På sin vis er det en anden udgave af frisindet.”

”Men det handler også om at stå fast på de europæiske ideer, som har sat mennesker fri i hele verden og derfor også i Danmark. Sat mennesket frit, fordi det på den ene side er blevet frigjort fra det gamle Europas hierarkier, men i samme bevægelse har forpligtet sig i det nye. Frigørelse og forpligtelse går hånd i hånd. Sådan er det også med suverænitet. Vi mister ikke, men får suverænitet, når vi indgår fuldgyldigt i det Europæiske fællesskab.”

”Det bliver også tydeligere og tydeligere i takt med, at de problemer, vi står overfor, går på tværs af grænser. Det gælder klimaforandringer og cyberkriminalitet, og det gælder jo i høj grad corona. Men vi kan ikke løfte vision om Europa på de problemer, der skal løses. Den kan kun løftes på drømmen om et Europa, der sætter mennesket frit.”

”Jeg tror ikke, at vi skal være bange for de store drømme, tværtimod, jeg tror, at mennesket har brug at drømme stort. Om et Europa, hvor Danmark tager ansvar og forstår rimeligheden i, at vi alle skal investere os forpligtende i projektet, hvis det skal lykkes”.