Skiftedag i Det Hvide Hus

Demokratiet har talt, og Donald Trump sidder nu ikke længere for bordenden i verdens mest magtfulde hus. Den 20. januar 2021 blev Joe Biden i stedet indsat som USA’s 46. præsident og tog dermed hul på fire år, som forhåbentlig bliver grønnere, friere og stærkere end de sidste år har været. Men hvad kan præsidentskiftet få af betydning globalt og for Danmark? Det spurgte vi Sofie, Martin og Ruben om på dagen for magtskiftet.

Af Frederikke Tarp

Sofie Carsten Nielsen

Hvad betyder dagen i dag for dig?

"Det er en stor dag. Det har været fire virkelig vilde og egentligt ubehagelige år. Den vej USA går har indflydelse på hele verden. Og det har været voldsomt at følge det demokratiske skred og til allersidst det voldelige angreb på retsstaten. Så det er en stor dag med håb om en ny retning."

Hvad håber du præsidentskiftet vil medføre?

"Helt konkret at USA melder sig ind i verden igen. For klimaet, sundheden og samarbejdet. Men mest af alt håber jeg på at amerikanerne kan forsones og få håb og tro på at politik kan gøre en forskel. Det kræver at Biden handler og viser det. Det håber jeg han får flertal til og mulighed for."

Hvilken indflydelse kan dette præsidentskifte få for Danmark i de kommende år?

"USA har altid haft stor betydning for Danmark og Europa. De er vores sikkerhedspolitiske storebror. Vi skal nok indstille os permanent på, at nu må vi klare mere selv. Også selvom Biden bringer USA tilbage i verden. Men jeg håber allermest det betyder at USA nu også trækker med fremad i klimakampen. Det er der virkelig brug for."

Skal du personligt fejre denne skelsættende dag på en speciel måde?

"Jeg skal fejre med et partiledermøde om corona lige inden indsættelsen og et opstillingsmøde i kredsen lige efter (det hele virtuelt) og så skal jeg i deadline om aftenen og netop tale om hvad Biden kan betyde. Men ind imellem skal jeg lige fejre ved at se indsættelsen, drikke et enkelt glas og tvinge mine sønner på 11 og 14 til at se det også, fordi det helt sikkert bliver et minde der skal huskes."

 

Martin Lidegaard

Hvad betyder dagen i dag for dig?

"Det er en kæmpe, kæmpe lettelse at have fået USA tilbage som allieret og medspiller i forhold til alle de store dagsordener; klima, fair handel, sikkerhed."

Hvad håber du præsidentskiftet vil medføre?

"Jeg håber Biden vil arbejde sammen med Europa om at styrke den regelbaserede verdensorden og de institutioner, der har sikret fred og velstand i seks årtier: FN, NATO, WTO mv."

Hvilken indflydelse kan dette præsidentskifte få for Danmark i de kommende år?

"Uendeligt meget. Især i forhold til indsatsen for klimaet, herunder grøn energi, og udviklingen i Arktis."

Skal du personligt fejre denne skelsættende dag på en speciel måde?

"YES! Har spist stor middag med familien og åbnet en flaske bobler."

 

Ruben Kidde

Hvad betyder dagen i dag for dig?

"Det er en håbefuld dag som markerer, at vi igen kan stole på USA som et liberalt demokrati. Det er slutningen på et sort kapitel i USA’s historie og markerer forhåbentlig starten på en helende proces i USA. Med Joe Biden og Kamala Harris ved roret i USA har verdens vigtigste demokrati forsvaret sig over for et angreb fra den ekstreme højrefløj, og det skal der bygges videre på."

Hvad håber du præsidentskiftet vil medføre?

"En af Joe Bidens første handlinger som ny præsident var at genindtræde i Paris-aftalen. Dermed er 4 års galskab og uvidenskabelighed på klimaområdet forbi. Jeg håber fremadrettet, at Biden kan gennemføre sin ambitiøse grønne plan for omstilling af det amerikanske samfund med samlede investeringer for 2.000.000.000.000 $, hvilket skal kickstarte USA’s rejse henimod CO2-neutralitet i 2050."

Hvilken indflydelse kan dette præsidentskifte få for Danmark i de kommende år?

"Der er talrige gevinster, ikke mindst sikkerhedspolitisk. Verden er blevet et langt mere sikkert sted, nu hvor Trump ikke længere har koderne til A-våben. På det grønne område, er det godt for de mange danske virksomheder, som lever af at eksportere grønne teknologier, at der kommer en øget efterspørgsel fra USA."

Skal du personligt fejre denne skelsættende dag på en speciel måde?

"Jeg fejrede dagen med at se flittigt med på både dansk og amerikansk TV. Ligesom det var forfærdende at følge optøjerne på Capitol Hill godt en uge forinden, var det befriende at heppe på Biden og Harris, da de indtog deres embeder. (Jeg blev faktisk så begejstret, at jeg blev oppe om natten for at redigere min egen lille hyldestvideo til Bidens beslutnings om at genindtræde i Paris-aftalen https://fb.watch/3anDpswZlU/)."