Samira Nawas indbakke flød over med historier om sexchikane efter hun udtalte sig om Jeppe Kofod

Af Meike Sørensen

”Vi havde sat ministerholdet anderledes”. Sådan sagde ligestillingsordfører Samira Nawa i et interview til bt.dk d. 10. september. Journalisten havde først spurgt ind til Sofie Lindes 12 år gamle #MeToo-historie berettet fra scenen til Zulu Comedy Galla. Nu drejede han sin opmærksomhed mod en anden 12 år gammel sag. Nemlig historien om den dengang 34-årige Jeppe Kofod, der på et DSU kursus havde sex med en kun 15 årig pige. Og hvad mente Radikale Venstre så om det?


”Når man prøver at kvæle
tingene, kan jeg slet ikke have det. For det er undertrykkelse, og det er så meget det modsatte af frihed, som jo netop er det ligestilling handler om. At vi skal være frie og have de samme muligheder”

 

- Samira Nawa, Ligestillingsordfører

 

Voldsomme historier i indbakken

Samira sagde, at hun ikke ville have sat Kofod på ministerholdet – og efter den udtalelse gik det rigtig stærkt. Den unge ligestillingsordfører kom ud i et ægte politisk stormvejr og mærkede et stort pres fra medierne, der alle gerne ville have en kommentar. Men hvad der gjorde mest indtryk på hende, var den strøm af henvendelser fra både kvinder og mænd, som sagde tak for ærligheden og fortalte deres historie.

”Men lærer meget om sig selv i sådan en proces, som den jeg har været i. Presset fra medierne kan jeg sagtens håndtere. Det sværeste var faktisk de henvendelser, jeg fik fra journalister, kollegaer og ansatte, som fortalte om overgreb og krænkelser, som de har været udsat for eller vidner til gennem tiden. Det var folk som havde manglet et sted at gå hen med deres historier. Og det vidner jo om, at der er en kultur på Christiansborg og i politik, hvor man dækker over hinanden”, siger Samira Nawa og tilføjer, at karakteren af det hun er blevet fortalt, er ret voldsom.

Var det derefter, at det blev vigtigt for dig at sætte fokus på, hvad der sker på Christiansborg?

”Ja. Og endnu mere da nogle af mine mandlige kollegaer ville miskreditere mig: Uffe Elbæk, Søren Espersen, Jesper Petersen og Lars Aslan. De ville gerne sige, at jeg udtalte mig for egen vindings skyld. Men det er jo også en art sexisme, når det er mandlige kollegaer, som prøver at lukke munden på en ung kvinde, der er ærlig og siger, hvad hun mener. I virkeligheden har jeg jo bare passet mit arbejde og mit ordførerskab. Samtidig væltede det ind med #MeToo historier i min indbakke”.

Den måde der i mediebranchen og i politik bliver dækket over tingene, er det mest ulækre, forsætter Samira Nawa:

”Når man prøver at kvæle tingene, kan jeg slet ikke have det. For det er undertrykkelse, og det er så meget det modsatte af frihed, som jo netop er det ligestilling handler om. At vi skal være frie og have de samme muligheder”.

Et Sofie Linde-brev kunne skrives i hver branche

Efter at flere historier fra Christiansborg og den politiske verden er kommet frem, har præsidiet og Folketingets administration hold et hastemøde, og afsøger muligheden for at lave en undersøgelse. 

Men Samira Nawa mener ikke, at en undersøgelse er nok:

”Jeg sætter stor pris på, at præsidiet og folketingets administration de er i kontakt med mig for at høre, hvad er omfanget og karakteren er, samt hvordan vi kan gribe det an. Men jeg synes også, at det er vigtigt som radikal og ligestillingsordfører at få bragt det ud, at det også sker i andre brancher. Det er ikke et problem, der er isoleret til magteliten. Men vi er dem, der har adgang til medierne. Vi er dem, der har taletid i forvejen”.

Hendes rolle er nu at give taletid til dem, der ikke har samme adgang til mikrofonen eller samme mulighed for at sætte ord på, hvordan det er i deres branche:

”Jeg tror sagtens, at man kunne skrive et brev som det til Sofie Linde for hver branche”, siger hun og forsætter:

”Der er selvfølgelig nogen steder, hvor det står særligt slemt til. Men i virkeligheden tror jeg ikke, at der er nogen branche, der går fri”.