Af Morten Helveg Petersen, Europaparlamentariker for Radikale Venstre
I november 2020 besluttede regeringen at indstille opførelsen på ubestemt tid, og virksomheden bag projektet, European Energy, har stadig ikke fået svar på, om projektet får lov at fortsætte.
Affæren er ren Kafka og skyldes dårlig koordinering og forskellige prioriteter på de interne linjer imellem Miljøministeriet og Energistyrelsen om placeringen af et fuglebeskyttelsesområde. Regeringen må vise, at det ikke er tomme ord, når den siger, at den vil den grønne omstilling.
Sagen rummer også en lære om, hvordan vi skal blive bedre til at anlægge nye havvindmølleparker fremover, hvis Danmark skal nå målene om 70 procents Co2-redution i år 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Den slags langsommelige, ukoordinerede og uforudsigelige sagsbehandling, er der ganske enkelt ikke tid og penge til, hvis Danmark skal nå at etablere havvindmølleparker med en kapacitet på seks gigawatt over de næste ti år, som klimaaftalen dikterer.
Rent faktisk er det dobbelt så meget havvindskapacitet, som der er etableret i danske farvande i dag. Vi har derfor travlt. Eller sagt ligeud. Vi når ikke vores klimamål, hvis nye vindmølleprojekter bliver forsinket i årevis af oversete eller pludseligt opdykkede fløjlsænder, sortænder og gråstrubede lappedykkere, som det er sket ved Omø. Dertil kommer, at anlæggelse af nye vindmølleparker vil gå fra at være et lavrisiko- til et højrisikoprojekt, der vil blive dyrere at skaffe finansiering til hos f.eks. pensionskasserne. Energivirksomhederne vil som resultat stå med en dårligere business case, og den grønne omstilling vil også miste momentum den vej rundt.
Og nej. Det er ikke fordi, jeg mener, at dykænderne skal ofre livet på den grønne omstillings alter. Jeg er jo grøn Radikal, og ikke radikal grøn. Men vi må skabe en mere strømlinet procedure, som sikrer en hurtigere godkendelse af vindmølleparker fremover. Ellers ender vi i en uskøn grøn infight imellem grønne natur- og miljøforeninger, jægere, ornitologer og naturelskende TV-kokke på den ene side, og grønne virksomheder og det grønne klimahold på den anden.
Min fortvivlelse over Omø-affæren skyldes det ikke mindst, at jeg som Europa-Parlamentets chefforhandler på EU's havvindstrategi kan se, hvor gigantisk et projekt EU står overfor, når det kommer til havvindmøller. EU's medlemslande skal i alt etablere 300 gigawatt havvind i Europas farvande inden år 2050. Den målsætning er umulig at nå, hvis det tager årevis, at få godkendt en havvindmøllepark, eller gulvtæppet pludselig rives væk under projekter, der har været undervejs i årevis.
Vi må kunne opføre vindmølleparker som flugter med dykænder og trækfugle, og som også kan sameksistere med havets andre brugere og erhverv, herunder fiskeriet. Ellers kommer vi potentielt ud i langstrakte retssager og tovtrækkeri, som kan forpurre den grønne omstilling.
Når det kommer til stykket er den grønne omstilling jo i alles interesse. Den globale opvarmning skader biodiversiteten og afliver hundredvis af dyrearter år for år. Så selvom en sydfynsk dykand bliver reddet i dag, kan det godt være den alligevel bliver truet på livet, når temperaturen stiger om 30 år, fordi vi ikke er lykkedes med den grønne omstilling.
