Radikale Venstre i medgang og modgang

2020 kommer unægteligt til at fylde meget i de radikale historiebøger. Men det er langt fra første gang, at Radikale Venstre er gået igennem svære tider. I denne artikel dykker vi ned i historien og slår ned på tre perioder, hvor partiet har været udfordret – men altid er kommet videre.

Af Kristian Brandrup

2009: Bløde Vestager og spærregrænse-målinger

Foråret 2009 blev på mange måder en hård periode for Radikale Venstre. Efter et par svære år, først med Naser Khader og Anders Samuelsens afgang, så med et folketingsvalg, der gav otte mandaters tilbagegang og siden også et farvel til Simon Emil Ammitzbøll, var Margrethe Vestager en presset politisk leder. En måling fra Catinét gav Radikale Venstre 2,4 % af stemmerne, og 42 % af vælgerne mente, at Vestager klarede sig dårligt som radikal leder.

De gode råd til, hvordan Radikale Venstre skulle komme videre, var mange. Det fremgik blandt andet af en artikel i Information. For eksempel mente en: ”Vi er blevet for snævre og for meget et parti for de politisk korrekte vælgere med de rigtige holdninger i flygtningedebatten”.

Mens et andet råd lød: ”Vi skal netop køre på de sager, hvor vi står alene. Vi skal tilbage som et synligt værdiparti, som vil forsvare vores politik”.

Og om Vestager blev der blandt andet sagt: ”Hun er dygtig og vidende, men hun er for meget detaljens mester og har ikke den der råhed, der engang imellem skal til i politik”.

Det lykkedes dog Radikale Venstre at vende den svære situation og komme ud af krisen. Blandt andet lykkedes det at komme med i et meget vigtigt forlig om tilbagetrækningsreformen, som afskaffede efterlønnen og sikrede flere hænder på arbejdsmarkedet samt at danne modpol til blå bloks nye stramme familiesammenføringsregler. To sager, der lå godt til Radikale Venstre. Ved folketingsvalget i 2011 satte 9,5 % af danskerne kryds ved partiet – en fremgang på 8 mandater.

 

 

"Det er godt min dreng, at I har vundet valget. Men det bedste er dog, at Det Radikale Venstre er sat uden for indflydelse"

- Venstres daværende finansminister, Thor Pedersens mor

 

 

2001: Radikale uden indflydelse – første gang i mands minde

Folketingsvalget i 2001 blev på mange måder et systemskifte. Venstres Anders Fogh Rasmussen blev statsminister og kunne danne flertal alene med Dansk Folkeparti og De Konservative. For første gang i mands minde var De Radikale mandater ikke afgørende for, hvem der blev statsminister – og partiet skulle vænne sig til en helt ny måde at arbejde på. Rollen som kongemager og sætningen om, at ”enten regerer de radikale eller også er de i regering” måtte tages til revision.

Hos mange politiske modstandere var glæden dog ikke til at overse. Venstres daværende finansminister, Thor Pedersen, har blandt andet fortalt, at han efter valget i 2001 kom hjem til sin mor, som sagde: ”Det er godt min dreng, at I har vundet valget. Men det bedste er dog, at Det Radikale Venstre er sat uden for indflydelse”.

At Radikale Venstre blev sat uden for indflydelse skulle dog ikke gøre den radikale stemme i debatten mindre. I de efterfølgende år lykkedes det partiet med Marianne Jelved som politisk leder at skabe en stærk modfortælling til Anders Fogh og Pia Kjærsgaard. ”Damen med håndtasken” var cool – ikke mindst blandt den kreative klasse og de yngre vælgere. Ved folketingsvalget i 2005 gik Radikale Venstre 8 mandater frem til 17 og fik 9,2 % af stemmerne. Et nyt brand og en ny fortælling var skabt.


1992: Schlüter vakler og Radikale skal finde sine ben

Weekendavisen kunne i en artikel under overskriften ”Parti i krise” fra 1. maj 1992 berette om Radikale Venstre, at ”midterpartiet taber vælgere og mangler en politik. Personstridigheder er nu blusset op”. I artiklen fremgik det blandt andet, at Radikale Venstre lå til 2 procent af stemmerne i Gallups politiske indeks.

Krisen i 1992 var kulminationen på længere tids udfordringer i partiet. Efter i seks år at have støttet den konservative statsminister Poul Schlüter, valgte Radikale Venstre i 1988 at gøre Niels Helveg til statsministerkandidat med sloganet ”Nu er det forår og Niels Helveg”. Men det hjalp dog ikke, og en efterfølgende regeringsdeltagelse med Venstre og Konservative gjorde det kun værre. Ved valget i 1990 fik partiet kun 7 mandater.

Den svære periode fortsatte dog efter valget i 1990, og det kulminerede blandt andet i 1992 ved, at det radikale landsforbund foreslog Ole Vig Jensen som ny radikal gruppeformand i stedet for Marianne Jelved. Noget, som Jelved dog afviste i Weekendavisens artikel:

”Det kommer bag på mig, at landsforbundet går ind og definerer så konkret, hvordan folketingsgruppen skal arbejde. Det strider mod grundtanken i Det radikale Venstre, hvor der er en skarp opdeling mellem folketingsgruppe og landsforbund”, udtalte Jelved.

Op til det radikale landsmøde i 1992 valgte en gruppe unge radikale bestående af Margrethe Vestager, Morten Helveg Petersen, Anita Bay Bundegaard, Lars Kaspersen og Klaus Frandsen desuden at udgive et nyt debatskrift ”Social-Liberal idé”, hvor de kritiserede ”Tordenskjolds soldater omkring Marianne Jelved, for at lade sig styre af deres specialviden i stedet for af et fælles idégrundlag”, som det fremgik af en artikel i BT. Her kritiserede de også, at den ”pragmatiske holdning” i partiet var så udbredt.

Uagtet både interne og eksterne skærmydsler lykkedes det dog Radikale Venstre at komme videre, og da Poul Schlüter gik af i januar 1993, indtrådte Radikale Venstre i regering med Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen som statsminister. Den berømte Nyrup-Jelved-alliance blev etableret.