På besøg i Joannahuset – et sted, hvor man ikke bare skal passe sig selv

Her kan du møde daglig leder Jette Wilhelmsen og læse mere om, hvilke tanker der ligger bag Joannahuset, og hvordan det kan blive endnu bedre for de børn og unge, der måtte søge derhen.

Af Therese Reeh

Som Kim Larsen synger, er Joanna et sted, hvor man ikke bare skal passe sig selv. Og det er der, at navnet til huset kommer fra. Jette Wilhelmsen går meget op i, at børn og unge ikke skal passe sig selv, men netop have muligheder for at få den hjælp, de behøver, for at trives og have en tryg tilværelse.

”Vi er et krisecenter for børn og unge, som er indrettet til, for og med børn og unge. Et sted, der har åbent 24/7 med en fysisk dør, som man kan gå ind ad døgnet rundt, året rundt. Et sted, som er for børn og unge i akutte situationer, i krise eller kriselignende situationer. Vi er i gang med at finde ud af, hvad det egentlig lige betyder, men jeg plejer at sige, at det er den fase, hvor børn selvstændigt rækker ud efter hjælp.”

Børn og unge kommer ofte til Joannahuset med problemstillinger som fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb eller social kontrol. Jette Wilhelmsen fortæller om en samtale med en pige, som lever under meget social kontrol:

”Det, hun tegnede et billede af, var, at hvis hun først er gået, så er der ingen vej tilbage. Og det har vi haft nogle stykker af herinde, som er kommet direkte hjemmefra og er stukket af – og også er blevet direkte anbragt herfra af kommunen, der heller ikke så nogen vej tilbage, når først de unge/børnene var gået.”

Jette Wilhelmsen fortæller videre, hvordan de har tre overordnede tilbud til dem, der dukker op på dørtrinnet: omsorg, rettighedsbaseret rådgivning og retshjælp samt husly. Først og fremmest er omsorg i form af rent tøj, at få noget at spise, låne et toilet, tage et bad:

”Man kan have brug for at få et helle, som vi siger, eller et pusterum fra den kaotiske eller kriseprægede situation, man er i.”

Joannahusets rådgivning omhandler oplysning om fx sine rettigheder, at få rådgivning ift. sin sociale sag i kommunen og hjælp og støtte til at bruge de rettigheder, man har.

Husly er det tredje tilbud, og Joannahuset kan have seks sovende på samme tid. Det er lidt mere komplekst for unge 14-17-årige, fordi det indebærer samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Konceptet er, at man i op til syv dage i den akutte fase, hvor man kommer ind ad døren, har mulighed for at få en seng at sove i.

”Sådan som loven er nu, kræver det samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Så børnene kan selvstændigt gå ind ad døren og ønske det, men de kan ikke selv beslutte, at de har brug for et trygt sted at sove lige nu – dér skal forældrene ind over.”

Da Joannahuset er det første af sin slags i Danmark, ser Jette Wilhelmsen det også som et udviklingsprojekt, der i samarbejde med de børn og unge, som kommer der, finder ud af, hvad der definerer et krisecenter til børn og unge.

For de børn og unge, der kommer i Joannahuset, er der to måder, hvorpå skolen kommer ind i billedet. Hvis børnene ikke har et trygt hjem, en tryg base eller en velfungerende anbringelse, så går det udover deres skole, som bliver et ustabilt forløb. Her oplever Jette Wilhelmsen, at kommunen nogle gange kan være for hurtig til at sige, at barnet ”bare skal passe sin skole og møde op”, men ikke går dybere ind i, hvorfor det ikke sker. Og det er ofte på grund af problemer i hjemmet.

Netop en af de positive ting ved, at børnene går i skole hver dag, ser Jette Wilhelmsen som den kontakt og kontinuitet, skolen bringer deres tilværelse:

”Der er ingen tvivl om, at skolen kan for nogle børn være noget, der virkelig er en base, kontinuitet, og noget, der også er en ressource. Langt de fleste børn, der kommer ind her, har drømme for fremtiden og ønsker om, hvad de gerne vil – og det indebærer også uddannelse.

Jeg tænker, at skolelærere ofte har en ret central rolle. Vi kan se, at flere af børnene her er blevet henvist af en skolelærer eller skolevejleder. Så skolen er jo nogen, der ser dem hver dag, hvis børnene og de unge kommer i skolen, og derfor er skolen et sted, der har meget god fornemmelse af dem. Måske har de også over længere tid opbygget en tillid.

Selvom det er børn og unge, der er i meget kritiske situationer, så er det børn og unge, der gerne vil, som er motiveret.”

I bund og grund ser Jette Wilhelmsen, at det kræver en større ændring i den måde, voksne ser og opfatter børn på.

”Det er meget automatisk, at vi bare kigger mod forældrene. Men jeg tænker også, at det er så vanvittig vigtigt at prøve at lytte til, hvad det faktisk er, de unge har brug for i den fase, hvor de rækker ud.

Det at skulle række selvstændigt ud, kræver også en vis modenhed og alder. At skulle ringe på døren her, kan vi se, kræver mod og lange tilløb, for det er ofte børn, som længe har overvejet at skulle hente hjælp.”

Selvom børnene har rakt ud efter hjælp, oplever Joannahuset, at børnene alligevel ikke er blevet hørt:

”Vi har set flere gange, at låsene er blevet skiftet ud og børnenes ting er sat ud på gaden i sorte sække. Og stadigvæk får de at vide af kommunen, at de bare skal gå hjem igen.”

Derfor lyder opfordringen også klart og tydeligt fra Jette Wilhelmsen til politikere, myndigheder og andre, der har med denne slags sager at gøre:

”Noget af det, der er allermest vigtigt, er, at man har børnene med. De har noget helt særlig viden omkring sig selv. Vi ser ofte, at vi gang på gang glemmer at have børn og unge med på råd. For at vi skal lykkes bedre, er vi også nødt til det. Jeg tænker, at hvis vi skal gøre en forandring på det her område, skal vi arbejde meget mere med at få børnene med i processerne og at gøre det mere gennemsigtigt og forståeligt for dem.”

Og hvordan vi gør det, påpeger Jette Wilhelmsen, er faktisk ikke kun ved at lytte til børnene:

”Det er mere end bare at lytte. Der ligger ligesom også i det, at man må tillægge det vægt, for lige nu er det meget uklart at se, om og hvordan der bliver handlet på det, som børnene siger. Hvilken vægt er det blevet tillagt overfor det forældrene siger? Eller overfor det som den professionelle siger?

Vi er nødt til at gøre det mere tydeligt, hvilken vægt vi tillægger det, de siger. Ellers bliver det jo bare ren retorik at inddrage børnene – ”børnene først” og sådan.

Hvis det virkelig skal have en betydning, så er vi nødt til at mene det. At gå hele vejen og sige, at det skal være reel inddragelse, reel indflydelse på sin egen situation. Fordi der er alt for meget ”de voksne ved bedst”. Det synes jeg, vi oplever gang på gang, at børnene bliver mødt med.”

Joannahusets funktion er i hvert fald tydelig for Jette Wilhelmsen:

”Vi skal jo meget gerne være den platform, hvor børnenes mulighed for at samarbejde med de sociale myndigheder bliver bedre. Det er det, vores hus rigtig gerne vil. Så børnene får en tydeligere og en stærkere stemme og bliver empowered til at kunne samarbejde med de sociale myndigheder, som er dem, der kan handle.”

Joannahuset har sammen med influencer Emilie Lilja lavet en kampagnevideo med et opråb til politikerne om at lytte til børnene, for børn er deres egne. DU kan se videoen på linket herunder.