Lone Loklindt
Ældre udgaver

Lone Loklindt: De politiske løsninger finder vi i fællesskab

Siden 1909 har Frederiksberg Kommune været ledet af en konservativ borgmester. Ved sidste kommunalvalg var en ny grøn koalition blot 168 stemmer fra at bryde den mere end 100 år lange konservative dominans i kommunen. Lone Loklindt, borgmesterkandidat for Radikale Venstre, fortæller her om sine politiske visioner samt om kommunalvalget til november, hvor de små marginaler kan afgøre Frederiksbergs fremtid.

Af Nathalie Kold-Hansen

Er der særlige områder, hvor det giver mening for dig at gå ind i demokratiet?

 ”Jeg synes, det er vigtigt, at politik ikke bliver for topstyret og lukket om sig selv, men at der er god plads til at involvere almindelige borgere. Ikke kun dem, der selv søger indflydelse, vi skal også huske at række ud - ikke kun lytte til dem, der råber højest. Der er nogle mennesker, som har meget at bidrage med, hvis de får muligheden. Jeg tror ikke på, at politikerne altid har de bedste svar selv, og derfor mener jeg, at det er utrolig vigtigt med input udefra, og at vi finder løsningerne i fællesskab.”

Din politiske dagsorden fokuserer meget på bæredygtighed og natur. Hvorfor synes du, det er det vigtigt?

”Corona har især vist os, hvor vigtig naturen er for os som mennesker. Forbindelsen til naturen er i den grad blevet genoprettet. Det er ofte i naturen, at man har de gode samtaler og refleksioner, hvor man bliver opmærksom på omgivelsernes påvirkning for vores mentale tilstand. Her tænker jeg også på biodiversitet og økosystemers indflydelse i forhold til sygdomme, og i sidste ende sammenhængen mellem netop det og fødevarer.” fortæller Lone Loklindt og fortsætter:

”En af de ting, som jeg har fået gennemført på Frederiksberg, har været beslutningen om, at vi skal forsøge os med bylandbrug på Frederiksberg. Det er desværre ikke blevet realiseret endnu, da det ikke har været prioriteret af borgmesteren, Simon Aggesen (K), men det er noget, jeg fortsat arbejder for, bliver gjort til virkelighed. Vi kan selvfølgelig ikke blive selvforsynende med grøntsager på Frederiksberg, men det er en god måde at få jord under neglene og få skabt nogle værdifulde fællesskaber omkring mad. Her tror jeg også på, at der ligger meget værdi i at se, at det er muligt at få et godt udbytte gennem mikrolandbrug på et lille areal. På den måde skabes der også en relation mellem land og by midt inde i byen.”

”Et projekt som ”Haver til maver” har jeg været med til at få ind på Frederiksberg, hvor skoleelever, børnehavebørn, lærere og pædagoger får fingrene både i jorden, grøntsagerne og maden.”

Hvor er der især behov for forandring?

”Vi skal arbejde for at sikre plads til mangfoldighed på Frederiksberg. For mig handler det især om at skabe steder i byen, der bidrager til social bæredygtighed og sammenhængskraft, og hvor folk kan mødes i ikke-ekskluderende fællesskaber. Her tror jeg især, at flere grønne naturområder kan gøre en forskel.”

”Jeg kan mærke, at emner som klima- og biodiversitetskrise optager folk. Derfor tror jeg på, at det kan give mulighed for nye fællesskaber. Vi skal have en tæt kobling mellem den grønne udvikling af byen og social bæredygtighed.”

Hvilke store udfordringer fokuserer du i øjeblikket på i dit arbejde på Frederiksberg Rådhus?

”Udfordringen med ikke at tabe unge på gulvet er især meget vigtigt for mig. På Frederiksberg har vi en del unge, der ikke får en uddannelse. Det synes jeg, er et stort problem. Med mit arbejde som næstformand i FGU-bestyrelsen (Den Forberedende Grunduddannelse) bidrager jeg til, at vi får skabt en hovedvej for de unge, der ikke passer ind på motorvejen, der går til gymnasiet eller erhvervsskolerne. Sårbarhed hos unge er ikke alene social udsathed, men en tilstand i en periode. Det skal vi have bedre blik for, og det får vi ved at lytte til de unge og involvere dem. Det tror jeg er en hovedopgave i forhold til, at alle får mulighed for at udfolde deres potentiale.”

Du blev valg ind i byrådet for første gang i 2009. Hvad motiverede dig til at gå ind i politik?

”Allerede i min gymnasietid var jeg meget optaget af samfundsdebatten. Min far var politisk aktiv og med til at starte Fremskridtspartiet. Det gjorde, at vi i den grad havde nogle diskussioner over middagsbordet.”

”Men det var først, da jeg efter 7 år i udlandet vendte hjem til Danmark, og oplevede den EU-skepsis, der er blandt danskerne, at jeg tog beslutningen om at engagere mig i politik. Det gjorde jeg, fordi jeg ønsker et Danmark, der ser værdien i det europæiske fællesskab, og ikke er et afkoblet land fra resten af Europa. Her var jeg aldrig i tvivl om, at det var hos Radikale Venstre, at jeg hørte hjemme.”

Hvad er du mest stolt af i din tid som folkevalgt?

”Sidste år kæmpede jeg for, at beboerne i den almene boligforening Søndermarken blev tilbudt genhusning, fordi renoveringsarbejdet var sundhedsskadeligt og ingen tog dem alvorligt. Det var en grov sag og uhyggeligt, hvor dårligt udsatte mennesker blev behandlet.”

Også mere transparens i forvaltningen har været Lone Loklindts fokus:

”En vigtig ting, som jeg har fået gennemført, er at alle forvaltningssvar på vores spørgsmål er blevet offentligt tilgængelige for borgeren. Vi har brug for meget mere åbenhed i den måde, kommunen styres på. Det er en af grundene til, at vi skal have et magtskifte på Frederiksberg”.

Er der noget, du synes, at vi i Radikale Venstre skal blive bedre til?

”Jeg tror især, vi skal blive bedre til at kigge mere kritisk på de arbejdsmarkedsreformer, som vi selv har været med til at lave. Vi har fået alt for lange forløb for syge og udsatte borgere, og alligevel er vi endt med at have et højt antal borgere på førtidspension. Jeg synes, vi er nødt til at kigge på det igen, så vi ikke bruger for meget af menneskers liv på noget, der er meningsløst, og hvor vi også kan spare offentlige ressourcer”, siger Lone Loklindt, som også har et bud på en løsning.

”Jeg tror, en løsning kunne være at give udsatte eller syge mennesker et periodisk frirum, hvor de kan finde sig selv igen. Sagt på en anden måde, så tror jeg endnu ikke, at vi har fundet den bedste model, for at hjælpe de mest sårbare i vores samfund. Jeg tror, alle kan se en værdi i at være selvforsørgende, og det skal vi hjælpe dem på vej til at kunne blive. Det skal ikke kun være gennem kontrol, men på andre alternative og mere frisættende måder, hvor de kan få troen på sig selv tilbage.”

Hvad glæder du dig mest til ved valgkampen?

”Jeg glæder mig mest til at komme ud, møde borgere i øjenhøjde og høre deres tanker. Jeg synes, der er meget værdi i dialogen, hvor jeg også kan vende mine egne visioner, og høre borgernes mening.” 

Lone Loklindt
1/0

Lone Loklindt

Om Lone Loklindt

Alder: 61 år

Uddannelse: Cand.merc.int. - Copenhagen Business School

Politisk karriere
Tidl. Medlem af Folketinget (2011-2015)
Rådmand Frederiksberg Kommune
Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget
Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget
I byrådet: 2009-2011, 2018 – Nu
1.834 personlige stemmer ved KV17

Andet: Formand, Nyt Europa