Nedlukningen har bevist, at højskoleånden lever videre

I disse dage er mange højskoler blevet fyldt med unge mennesker, sang og genfundet gåpåmod. Højskolerne har nemlig efter lang tids venten endelig fået lov til at åbne dørene for sine elever. Vi har talt med forstander på Krogerup Højskole, Rasmus Meyer og elev, Gustav Reeh, om, hvorfor det har været vigtigt at få åbnet højskolerne igen.

Af Natacha Gravergaard og Emma Agner Carstensen

Blandt bøgetræer, øko-marker og en spytklat fra kunstmuseet Louisiana ligger den hvide herregård, der danner rammerne for Krogerup Højskole. Dannet i 1946 af Hal Koch og en del af den danske højskolebevægelse. En bevægelse med tråde tilbage til Grundtvig. Men også en bevægelse, hvis betydning er blevet fremhævet i lyset af en verdensomspændende pandemi, hvor samfundssind igen er kommet øverst på dagsordenen – og tilmed blev kåret som årets ord i 2020.

Livsenergi og fandenivoldskhed

Vi har talt med Krogerups forstander, Rasmus Meyer, om, hvilken betydning højskolebevægelsen har for en ungdom og et samfund præget af nedlukning og isolation:

Det, som højskolerne kan, når vi er bedst, er, at vi kan pode med livsmod og virkelyst. Når vi gør det bedst, bedriver vi vækkelsesskole. Ikke i religiøs forstand, men i politisk og eksistentiel forstand. Man tager herfra mere vågen og en lille smule mere forelsket i tilværelsen. Jeg tror, det er noget af den livsenergi og fandenivoldskhed, der er brug for på den anden side af corona. Den insisteren på, at livet er en gave og et under, og vi skal ud og bruge det til noget. Det er den energi, vi har brug for til at komme om på den anden side af den her krise”, fortæller Rasmus Meyer, og tilføjer, at højskoleånden er noget man tager med sig videre ud i verden:

Vi lykkes som skoleform, hvis folk både går herfra og er klogere på sig selv, men også tager herfra med en fornemmelse af, at de har et ansvar for samfundet. Der er derfor et element af samfundssind”.

Genåbning

Selvom højskolerne igen har fået lov til at åbne, har nedlukningen efterladt sig både synlige og usynlige spor. Hvor de synlige spor udgøres af myndighedernes retningslinjer for genåbningen, beskriver Rasmus Meyer de usynlige spor som et ”dobbeltblik på verden”:

Normalt kan man bare kigge på de unge mennesker med begejstring, men der er noget i det her, som gør, at begejstringen hele tiden blander sig med lidt ængstelighed over corona”, fortæller han og fortsætter:

Det mærkelige er, at corona har betydet, at man har anlagt et dobbeltblik på verden. Omsorg og afstand flyder sammen. Det samme gør nysgerrighed og mistænksomhed, nærhed og ængstelighed. Jeg tror, at det jeg næsten glæder mig mest til på den anden side af det her, det er, at man kan gå til tilværelsen og hinanden uden et forbehold”.

Hvordan er det for eleverne?

Gustav Reeh, der er elev på Krogerup Højskole, er ellevild og taknemmelig over endelig at kunne komme på højskoleophold. Også selvom det betyder mange tests og mindre forsamlinger.

”Jeg mærker, at folk er glade for at komme afsted. Højskolen er bare et åndehul i forhold til at der ikke er corona – udover at vi bliver testet og skal gå med mundbind på gangene” fortæller Gustav.

Ligesom Rasmus Meyer mener Gustav Reeh også, at et højskoleophold skal udfordre de unge og opfordre dem til at tage chancer:

”Man skal prøve noget nyt, og det er dét højskolerne er til for. Man skal jo nogle gange prøve at udfordre sig selv noget mere. For mig handler det om at blive klogere på mig selv og skabe sociale relationer”.

Der er forår i luften

Selvom Rasmus Meyer beskriver den nye dagligdag som en mærkelig blanding af højskole og testcenter, mener han stadig, at højskoleoplevelsen er i stand til at inspirere folk til at gå derfra med en større ansvarsfølelse. At man tager derfra, og møder verden med et ja og en vilje til at gøre en forskel. Det mener han, at Krogerup Højskole gør ved at tage afsæt i Hal Kochs demokratiopfattelse:

Det som Hal Koch pegede på, og som på én og samme tid er banalt og genialt, det er jo, at ligesom der findes kærlighedsløse ægteskaber, så findes der også udemokratiske demokratier. Man kan jo kigge til Ungarn, Tyrkiet og Rusland, hvis man gerne vil have eksempler på sådanne demokratier. Men det, som han pegede på, er, at demokratiet ikke lever i kraft af love og paragraffer, men i og ved levende mennesker. Demokratiet er gjort af de mennesker, der befolker det. Det fordrer, at vi alle sammen, hver især har en fornemmelse af, at vi har et ansvar, der rækker ud over os selv”.

Der er altså noget, der tyder på, at højskolerne er blevet prioriteret i den tidlige genåbning, netop fordi de udfylder en vigtig funktion i samfundet. I en tid, hvor mange har følt sig isolerede og ensomme, giver højskolerne livsmod, virkelyst og ikke mindst samfundssind.