Symbolpolitik avler utryghed
Borgerne i Bording er utrygge. De er ofre for symbolpolitik, som prøver at presse afviste asylansøgere ud af Danmark ved at gøre forholdene for dem utålelige. Men symbolpolitikken virker ikke.
Vi er trætte af symbolpolitikken. Den løser ikke virkelighedens problemer. Og slet ikke Bording-borgernes. Vi skylder dem svar på, hvordan vi vil genskabe trygheden.
For børnene i Sjælsmark er tilværelsen også utryg. De betaler prisen for den fastlåste situation, som opstår, når deres forældre ikke kan eller vil udrejse. Men børn skal have lov til at være børn – det har vi alle et ansvar for.
Konkret foreslår Radikale Venstre:
Det skaber unødvendig utryghed, at gruppen af udvisningsdømte kriminelle bor sammen med gruppen af afviste, enlige asylansøgere. De udvisningsdømte har en negativ indvirkning på de øvrige beboere og er også en helt anden gruppe end de afviste asylansøgere (som fx ikke i særlig grad er kriminelle). Vi foreslår derfor, at de udvisningsdømte og dem på tålt ophold flyttes fra Bording og ikke længere indkvarteres sammen med de afviste asylansøgere.
Vi vil genindføre de regler, som vi i den foregående valgperiode var enige med Socialdemokraterne om – nemlig at børnefamilier, der har fået afslag på asyl, har ret til at flytte i særlig bolig uden for asylcentrene 12 måneder efter endeligt afslag, og at børn tidligst kan overføres til et udrejsecenter, når udrejsen er umiddelbart forestående.
Forældrene kan gives meldepligt til det lokale politi, så det fortsat sikres, at de nemt kan lokaliseres, når en evt. udrejsemulighed opstår.
Det er spild af skattekroner at bruge mere end 759 mio. kr. på at gøre en ø beboelig – blot så man kan sige, at man har sendt de uønskede ud på en ø. Adskillige asylcentre står tomme, og det må være muligt at finde et indkvarteringssted – eller gerne flere mindre – til gruppen af udviste kriminelle og personer på tålt ophold på en langt bedre og billigere måde.
Ifølge Finansministeriet vil driftsudgifterne til Lindholm beløbe sig til 225 millioner kroner – svarende til 1,8 mio. kr. pr. udlænding på Lindholm. Fordelingen af de forskellige grupper kan herefter ske således:
- Børnefamilierne kan forblive boende i den kommune, de kommer fra i stedet for at blive indkvarteret på Sjælsmark. Forældrene får meldepligt til det lokale politi.
- Der skal ikke længere bo afviste asylansøgere på Sjælsmark, som i stedet kan bruges som midlertidig akut indkvarteringsløsning for de udvisningsdømte udlændinge og udlændinge på tålt ophold. Denne gruppe skal yderligere hurtigst muligt opdeles på mindst et andet center. Her kan nedlagte centre eller centre under afvikling tages i brug langt mindre omkostningstungt og langt hurtigere end oprettelsen af et nyt center på Lindholm.
- Fordel de afviste asylansøgere på tre centre, fx Kærshovedgård og to andre centre, som har plads. Alternativt kan nogle af de lukkede centre genåbnes for denne gruppe.
Med den løsning, som foreslås her, bør gener og utryghed for nærmiljøet omkring centre, som huser de udvisningsdømte, blive nedbragt betragteligt – alene da antallet af personer, som lever sammen med de mest forhærdede personer falder. Alligevel bør det lokale politi have adgang til ekstra midler, hvis der viser sig behov for en særlig tryghedsskabende indsats. I Bording har man haft succes med et projekt, hvor politiet har været mere til stede, og hvor man i samarbejde med Kærshovedgård og beboere i Bording har taget forskellige initiativer til at skabe mere tryghed.
Der bør findes en model for, at personer, som efter en længere periode (fx et år) fortsat ikke har udsigt til at kunne udsendes, frivilligt kan vælge at få fodlænke på for derved at blive fritaget fra opholds- og meldepligt. Dette under forudsætning af, at de lever op til en række krav og fx over en længere periode overholder alle regler, opfører sig roligt, hjælper aktivt i lokalområdet el. lign.
En frivillig ordning vil være fuldt forenelig med menneskerettighederne og vil være en konkret måde at imødegå, at håbløshed og manglende udsigt til at kunne forbedre sin situation, forværrer den mentale tilstand for beboere med opholds- og meldepligt. Det har ingen gavn af – og slet ikke det lokalsamfund, som huser dem.
En sådan fodlænke-model skal leve op til følgende:
- Det skal være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Der skal være klare regler for, hvad betingelserne er, herunder rammerne for myndighedernes anvendelse af viden om personernes opholdssted.
- Det skal fortsat regnes som en lige så indgribende foranstaltning, som det, der ellers ville gælde – fx i forhold til en vurdering af, hvornår meldepligten for en person på tålt ophold ikke længere kan opretholdes.
- Det skal ikke ændre på vilkårene i øvrigt. Der vil fortsat ikke gives ydelser eller adgang til arbejde for denne gruppe. I praksis vil muligheden for at erstatte meldepligt med fodlænke være for personer, som kan forsørges af andre (fx en ægtefælle).
- Hvis man bryder reglerne for brug af fodlænke, må man tilbage på centeret.