Vi vil ikke give køb på retsstaten

Morten Østergaards nyhedsbrev d. 25. oktober 2019

Danmark skal fortsat være en retsstat. Giver vi køb på grundlæggende demokratiske principper i kampen mod diktatur og kalifat, så har de totalitære kræfter vundet. Derfor har vi stemt imod lovforslaget om, at en minister skal kunne tage statsborgerskabet fra folk, uden at der har været ført bevis ved en domstol for deres terrorisme eller landsforræderi.

Situationen i Syrien er så umådelig trist og kaotisk. Men til trods for civilbefolkningens ufattelige lidelser har vi dog kunnet se et lille lyspunkt i, at kampen mod det afstumpede selvudråbte kalifat ISIL bar frugt. Stadig var der krigere på fri fod, men mange var fængslet i kurdisk kontrollerede lejre. Og selve det undertrykkende og menneskefjendske kalifat opløst. Krigen mod ISIL synes vundet.

Nu måtte alt sættes ind på freden i Syrien og ikke mindst retsopgøret med de krigsforbrydelser og krænkelser af alle tænkelige rettigheder, som både ISIL og Assad-styret har begået.

Men det kaos, som Tyrkiets fremmarch i Syrien har udløst, har aktualiseret truslen fra fremmedkrigere, som er sluppet fri fra fangenskab. En absolut reel trussel. Der er ingen tvivl om, at de danske syrienkrigere er farlige og udgør en potentiel sikkerhedsrisiko, hvis de kommer til Danmark. Det tager vi dybt alvorligt, og det samme gør vores politi og efterretningstjenester. Håndtering af denne trussel er derfor en hastesag. Men det er det stadigvæk, for løsningen blev bestemt ikke fundet i denne uge.

Den løsning et flertal i Folketinget netop har vedtaget, er så flosset, når det kommer til grundlæggende retssikkerhed og -principper, at det ikke fremstår som et forsvar for den demokratiske retsstat, vi er. Det er derimod en underminering af selvsamme retsstat.

I Radikale Venstre er vi ikke imod, at danskere med dobbelt statsborgerskab kan miste deres danske statsborgerskab, hvis de begår terror eller deltager i væbnet kamp mod Danmark. Men det må og skal kræve, at de dømmes ved en domstol. På baggrund af fremlagte beviser og uden politisk indblanding. Det er et fundamentalt brud, hvis en politiker i et ministerium med et pennestrøg kan kortslutte retsprincipper og stryge rettigheder.

Desværre er Radikale Venstre i mindretal i forsvaret for retsstaten. Flertallet bag loven har bevæget sig ud på gyngende grund og skabt usikkerhed om magtens tredeling. Men de har først og fremmest taget et skridt væk fra de værdier og grundlæggende idealer, som har drevet os til kamp mod netop kalifat, diktatur og undertrykkelse langt herfra. Derfor er det jo ugens store paradoks. At man i forsvaret for retsstaten er parat til at save i grundpillerne.

Den konservative retsordfører Rasmus Jarlov har omtalt det som en sejr for alle, der holder af Danmark fremfor dem, der holder af Karnov, dvs. den danske lovsamling. Tættere på en tilståelse kommer man vel ikke. Skal man fejre en sejr her, må selv en konservativ altså frasige sig troen på og kærligheden til retssamfundet – som ellers netop var, hvad vi kæmpede for at udbrede til flere. Ironien gør det hverken mindre trist eller bekymrende.

I Radikale Venstre vil vi ikke give køb på retsstaten!