Vi kan godt

Dag 1 i den nye fase af Coronakrisen har efterladt os alle berørt. Der har været fokus på hamstring og andre negative konsekvenser. Men faktisk tror jeg det overvejende billede er, at alle forstår alvoren, rykker sammen og hjælper hinanden.

Da jeg tog hjem inden aftenens afstemninger i Folketinget, blev jeg mødt af store børn, som havde undervist mindre børn. På Aula havde lærerne allerede lagt anvisninger ud på, hvordan eleverne kan muntre sig med net-undervisning via matematikfessor og grammatip.

Også på Aula havde en mor tilbudt andre forældre med pasningsproblemer hjælp.

Jo, vores fællesskab i det store og det små kan godt tackle en sundhedskrise - selvom ingen kan huske noget lignende.

I det store fællesskab er vi fortsat klar til at tage fat.

Jeg er stolt af, at Folketingets flertal i dag har formået i hast at sikre sundhedsmyndighederne de nye redskaber, de skal bruge, og samtidig har stået vagt om de grundlæggende værdier. Det er epidemibekæmpelse på demokratiets vilkår – også når det haster.

De kritiske spørgsmål og løftede øjenbryn i dagens debat fik regeringen på bedre tanker, og derfor skal man selvfølgelig stadig have retskendelse for at gå ind i folks private bolig.

I morgen tager vi fat på virksomhederne og deres medarbejdere. Bankerne får hjælp og back-up til at give kredit til nødlidende ellers sunde virksomheder, hvis omsætning er “Corona-ramt”. Virksomheder får refusion for syge og karantæne ramte medarbejdere fra første dag.

Og “fælleskassen” giver kredit på moms, skat og afgifter i nogle måneder, så der er penge til lønninger, også selvom medarbejderne ikke kan knokle, som de plejer.

Vi kan godt, Danmark - når vi tager situationen alvorligt, og hver bidrager med det, vi kan.

Morten Østergaard