Sofie Carsten Nielsens mindeord til Lone Dybkjær

Lone var min mentor. Hun var min indpisker, min bagstopper, min sparringspartner, min irriterende forælder-ven og min kærlige, loyale støtte.


Jeg tror vi er mange, nok særligt mange kvinder i politik, der har oplevet, at når først man havde Lone på sit hold, så kunne hun nok kritisere og irettesætte, men hun var der altid for os.


En politisk løvemor. Jeg kan næsten mærke det dér dask med poten. ”Ind bag mig, jeg skal nok tage de første slag.”


Lone lagde ikke fingrene imellem. Hun var ikke god til at pakke ting ind i vat. Det har jeg sat uendelig stor pris på. Det er jeg ikke sikker på, jeg fik sagt ordentligt til hende. Det var jo tit, man lige skulle arbejde lidt mentalt med hendes råd og anvisninger, før man kunne sætte dem i anvendelse.


Og der har været mange gode råd, mange opringninger, mange sms’er, mange samtaler i alle de år, jeg kendte Lone. Men jeg tror alligevel, at de fleste af os har lært allermest af Lone ved at betragte hendes adfærd og handlinger.


For Lone har stået imod en del og skulle igennem meget, særligt personligt, men også politisk. Hun har taget så mange kampe for miljøet, for ligestillingen, for børnene og de sårbare i vores samfund. Men også for digitaliseringen og teknologiforståelsen, for fremsynet i dansk og europæisk politik.


Hun kæmpede i mange år for at afskaffe revselsesretten. Retten til at slå børn. Hun lykkedes endelig i 1997. Og Lone var en af de første til at kæmpe for samtykke - at sex kun kan være sex, hvis det er frivilligt. Hun blev hældt ned af brættet. Også her i partiet. Hånet. Latterliggjort. Jeg ville ønske hun havde nået at opleve, at vi blev enige om endelig at få en samtykkeparagraf som de har haft andre steder i 40 år. Hun ville være stolt.
Lone var forud for sin tid. Hun havde ikke tid til at vente på sin tid. Den flyttede sig alt for langsomt til Lone.


Jeg savner hende i dag. Jeg savner hende hver gang, jeg synes, der skal kæmpes mere end det burde være rimeligt. Så tænker jeg på hende og på, at vi alle sammen står på hendes skuldre. På samme måde som hun stod på skuldrene af Elna Munch og alle de andre gæve kæmper.


Og jeg tænker på, at vi skulle have kæmpet endnu hårdere, hvis ikke hun havde været der til at fjerne så mange af de klippeblokke, der lå i vejen. Nu er Lone et fyrtårn, en radikal stjerne, der for evigt lyser for at lede os i den rigtige retning. Opmuntre os til aldrig, aldrig at give op.

For det gjorde hun ikke.


Æret være Lone Dybkjærs minde.