Sammen om økonomisk hjælp

Vi står skulder ved skulder med alle, der sidder hjemme og er bekymrede for, om der er et job, når den her krise er overstået. Derfor står hele Folketinget sammen om en ny stærk økonomisk hjælpepakke til de største virksomheder og til de allermindste - til freelanceren, til den studerende og den ledige. Vi skal undgå, at den her sundhedskrise bliver til en finanskrise.

Af Morten Østergaard, den 19. marts 2020 

Vi er alle bekymrede for corona. Alvoren står lysende klart. I annoncer anviser myndighederne os om, hvordan vi passer på os selv og hinanden.

Det som er mindre synligt er den kamp, der lige nu kæmpes rundt omkring i virksomhederne. Ledere, finanschefer, tillidsfolk sidder og stirrer mistroisk på tallene, fordi store som små virksomheder oplever, at omsætningen - ilten i enhver virksomhed - er stoppet helt eller delvist uden varsel. Det kan ingen holde til i længden.

Nu slukker lyset i butikkerne i storcentre og lignende pga. faren for smittespredning, men risikoen er, at selv når epidemien er forbi, så vil der ikke komme lys i vinduerne igen, fordi virksomheden bag er gået konkurs. Stor eller lille. Kæde eller selvstændig.

Det er nu, vi skal handle for at sundhedskrise ikke bliver afløst af en finanskrise. Vi samarbejder på tværs af partier og tror på, at vi finder gode løsninger.

En række økonomer anbefaler en redningsfond på 300 mia. kr. Det lyder vildt, fordi det er en helt vild situation, vi står i. Men det er nødvendigt at signalere, at vi har evnen og viljen til at holde hånden under ellers sunde forretninger. Så banker og kreditorer ikke bliver nervøse og smækker kassen i. Og så du kan være tryg ved, at dit job ikke bliver offer for coronakrisen.

Derfor bakker Radikale op om forslaget, som du kan læse mere om i artiklen fra Jyllands Posten her. 

Opdatering 20. marts 2020
Heldigvis er der allerede kommet flere hjælpepakker til både erhvervsliv og lønmodtagere. Den seneste aftale blev fremlagt på et pressemøde torsdag. Den bliver kaldt historisk, fordi regeringen på under et døgn fik indgået en hjælpepakke med alle partierne i Folketinget for at sikre virksomheder, studerende og lønmodtagere. Du kan læse om de vigtigste dele af aftalen i denne artikel fra DR nyheder.

Om aftalen siger Morten Østergaard på Facebook:
”Dagens hjælpepakke er et stærkt signal om, at vi står skulder ved skulder med jer, der sidder hjemme og er bekymrede for, om der er et job til jer, når den her krise er overstået. Der er hjælp både til de største virksomheder og til de allermindste - til freelanceren, til den studerende og den ledige. Vi skal undgå, at den her sundhedskrise bliver til en finanskrise.”