Fra håb til handling

Det talte ord gælder.

Kære alle sammen. Tak for et fantastisk landsmøde.

Imens tre af Danmarks fire største partier holdt landsmødefester i går aftes, sad danskerne hjemme ved skærmene til det første og største indsamlingsshow til fordel for klimaet og samlede penge ind til mere end 900.000 træer, der skal plantes i Danmark.

Hvis ikke det er fra håb til handling, så ved jeg ikke, hvad det er.

Men de kunne også stå op til nyheden om, at de seneste fremskrivninger af udviklingen i Danmarks CO2-udledning vil gøre, at hvis vi ikke handler, så vil vi hvert eneste år fra 2021 ikke en gang leve op til de forpligtelser, vi har påtaget os i EU i forhold til landbrugets og transportens CO2 udledning. Hvert eneste år. Hvis ikke vi handler.

Så den her illusion vi har, om at vi allerede er i den grønne førertrøje, står i skarp kontrast, til det vi ved om Danmarks CO2-udledning. Nemlig at hvis ikke vi handler, og hvis ikke vi handler nu, så lever vi ikke en gang op til de beskedne målsætninger, som allerede er sat.

Så hvis jeg fremstod lidt utålmodig i går, så er det ikke politisk polemik eller forstillelse. Så er det fordi, virkeligheden kalder på handling. Og det er ikke noget med, at vi skal have befolkningen med, for de er løbet langt foran. For deres egne penge vil de plante mere end 900.000 træer i Danmark. Det, vi mangler, er den politiske handling, og der er jo kun os til at gøre det.

Derfor vil jeg også gerne byde velkommen i klubben til Dansk Folkeparti, der jo er sprunget ud med et klimaudspil her i weekenden. Det er jo det rene klimahysteri i Herning, må man forstå. Jeg har forstået på Morten Messerschmidt, at han dog er en lille smule bekymret, fordi – som han siger – vi har sådan en nationalt baseret tilgang, der bare handler om at reducere CO2-udlendingen i Danmark, mens de har sådan en mere international tilgang til det. Jo, tjo, ja. Jeg er da i hvert fald enig i, at her er der et problem, som virkelig ikke kan løses med en grænsebom.

Morten og Pia og Kristian, det er faktisk sådan, at det egentlig bare handler om, hvor mange tons CO2, vi kan reducere i Danmark. Altså, vi udleder for meget. Der skal færre tons CO2 ud i atmosfæren. Man fristes til at sige: Kære venner i Dansk Folkeparti, antallet betyder noget.

Men der er også andre områder, hvor virkeligheden kalder. Samira, vores nye beskæftigelsesordfører, og jeg besøgte en af de hotelvirksomheder, der driver hotel på Amager, og det første, der mødte os fra hoteldirektøren, var: Får I snart gjort noget ved det der paradigmeskifte, vi er så glade for de flygtninge, der arbejder her hos os, og vi mangler arbejdskraft af enhver slags. Jo, sagde jeg så, vi har faktisk fået skrevet ind i det her forståelsespapir, som er grundlaget for regeringsdannelsen, at en flygtning, som har arbejdet to år i Danmark, ikke behøver at frygte at blive sendt ud, fordi så kan man veksle sin flygtningeopholdstilladelse til en erhvervsopholdstilladelse. Hvis bare man har vist, at man kan bidrage gennem sit arbejde.

Det er skide godt, sagde han, det kan venstre også stemme for, kan de ikke? Jo, det kan da godt være, de kan. Det burde de måske. Men pointen er jo, at også på det her område, kalder virkeligheden. Fordi dem, der er derude, fagforeningerne, som taler om deres kollegaer, virksomhederne, som er glade for deres ansatte, de savner, at vi også på det område leverer på det håb, som er skabt. Det er selvfølgelig i orden at arbejde på sine egne mærkesager; dem man selv gik til valg på. Det gør vi i sagens natur også. Men jeg er også nødt til at sige til Socialdemokraterne, at det, der var forudsætningen for, at regeringen kunne dannes, det vi aftalte i forsommeren, det skal blive til noget. Ikke i en fjern fremtid og i slutningen af valgperioden. Men nu og her. Og min invitation er til Venstre: lyt da til jeres venner i erhvervslivet, dem som har været glade for de nye kollegaer, de har fået, og lad os sammen – også på det område – gå fra symbolpolitik til sund fornuft.

Så har vi jo også – både her på landsmødet, men jo egentlig også i valgkampen – talt rigtig meget om vilkårene for vores offentlige ansatte. Fordi når der sådan er fest i de politiske partier, så vil vi gerne lytte noget mere til de offentlige ansatte og fjerne bøvl og bureaukrati. Så kigger vi på sundhedsvæsenet. Der er vi så i gang med – vi er blevet pålagt af et flertal, vi ikke er en del af – at opkræve et tolkegebyr, som altså nu koster mere for regionerne i administration, end de får ind i kassen. Og som ifølge sundhedspersonalet er rigtig dårlig sundhedspolitik. Fordi den første forudsætning for at kunne behandle folk ordentligt er, at man er sikker på, at man kan tale sammen og forstår, hvad det er, patienten siger. Og den anden vej, hvad det er, lægen forsøger at kommunikere til patienten. Er der ét menneske i Danmark, der helt seriøst mener, at der kommer flere flygtninge til os, hvis folk ikke skal betale et gebyr for tolkebistand, hvis de er blevet syge? Ej men helt ærligt. Det er da symbolpolitik af værste skuffe, og et af dem, der er så alvorligt, at det risikerer at gøre skade. Til alle dem, der ved festlige lejligheder siger, at de vil lytte til de offentlige ansatte, og de vil fjerne bøvl og bureaukrati: Skulle vi ikke starte med tolkegebyret i sundhedssektoren?

Fordi det, som jeg drømmer om, vi kan komme i gang med i denne valgperiode, er jo i virkeligheden, at vi samles om at kigge ud på de problemer, som reelt kræver politisk handling, og gør noget ved.

Og et af de problemer, som jeg er blevet enormt optaget af på det seneste, handler om vores ungdomskultur. I fredags, på vej til Fyn, besøgte jeg Kim på Midtsjælland, som for knap et år siden mistede sin søn til en overdosis MDMA. Han kæmper en brav kamp for, at andre ikke skal havne i samme situation. Han fortalte, at der gik tre måneder, fra hans søn Marcus første gang begyndte at lugte af røg, og der måske var noget hash involveret, til han blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet, men hvor der ikke var mere at gøre. Fordi i det lag, han var faldet i, havde der været MDMA i det, de sad og sendte rundt. Og det kunne hans krop ikke klare. Hvis I har fulgt beskrivelserne af, hvordan det foregår i det danske natteliv og rundt omkring nu til dags, så vil I – ligesom jeg – være forbløffet over, at det stof, der kostede 1000 kroner i 90’erne, og hvor man skulle kende nogen, der kendte nogen, der var rigtig lyssky, det kan man i dag bestille på nettet for 70 kr. i en renere form og i en farligere form.

Og så er det, at man som forælder – nu er mine børn ikke så store endnu – tænker over, om det er et trygt liv at blive sendt ud til. Kan vi ligge roligt derhjemme, når de bliver gamle nok til at gå i byen og feste med deres medstuderende? Hvad hvis vi har tilladt, at der er opstået en kultur, hvor det er helt normalt, at man tager stoffer af den karakter, hvor det i den forkerte form og på det forkerte tidspunkt og i den forkerte krop kan føre til død med det samme. Siden Marcus døde, er der i hvert fald fem andre danske unge, som er død af samme grund.

Og så tænker jeg som politiker over, at i to årtier har retspolitikken haft kongestolen i dansk politik. Det har jo ikke skortet på pakker med strafskærpelser, nye ressourcer og uddannelsesbesparelser, der skulle finansiere et politiforlig og andet. Men hvad skal vi egentlig sige til befolkningen, når vi har diskuteret op og ned ad stolper inde i Folketinget, brugt rigtig mange ressourcer og vedtaget uendelig meget lovgivning uden overhovedet at få greb om, hvad det var for et problem, der var under opsejling.

Prøv og tænk, hvis vi kunne ende i en situation igen – og det er jo bare op til os – hvor det er det, politik handler om. At det, det handler om, er de rigtige problemer, ikke spillet inde på Christiansborg om hvem vil gå den ekstra meter, eller så for søren, nu skal den lige have et ekstra drej, hvem kan overgå hinanden? Hvis det i stedet er at tage bestik af, hvad det er for en vej, vores samfund er på vej i. Og at gøre noget ved de problemer med rigtige løsninger, med sund fornuft, i stedet for symbolpolitik. Og det er derfor, det er så afgørende, at den nye retning, som vi nu har fået sat i Danmark – den bølge vi har brudt, med måden politik blev bedrevet på – ikke stopper med det, der er aftalt. Men at den starter herfra i dag. Ved at vi går ud og – sammen med dem, der møder de her problemer – finder de rigtige løsninger, finder en ny måde at bedrive politik på, hvor folk føler, at de kan have tillid til det. Hvor det skaber tryghed, og hvor det skaber et Danmark, hvor vi alle sammen står sammen om at løse de rigtige problemer.

Det er på høje tid, der er kun os til at gøre det, og det er nu, vi skal gå fra håb til handling.

Tak for et godt landsmøde.