GODT NYTÅR!

Af Morten Østergaard den 28. december 2019

”Symbolpolitik? So last year. Grøn nu!” Nogenlunde sådan ville min nytårstale lyde, hvis jeg skulle skrive den i kun seks ord.

2019 blev et fantastisk år for Radikale Venstre. I 2020’erne har vi nu muligheden for at sætte en ny kurs. Skabe mærkbar forandring. Den skal vi gribe.

Natten mellem den 5. og 6. juni 2019 vil altid stå som noget helt særligt for mig. Her fik vi muligheden for at give vores land en ny start. Da resultatet af folketingsvalget forelå tænkte jeg: Nu har vi muligheden. For at sætte en ny kurs mod et grønnere, friere og stærkere Danmark. For igen at finde rigtige løsninger på de virkelige problemer. Dem, der fylder noget i folks hverdag. Og for at lede Danmark på en ny måde. Med håb, optimisme og tro på det enkelte menneske.

Nu kan vi faktisk gøre en forskel for de børn, der går på gaden for klimaet, fordi de voksne ikke har været deres ansvar bevidst. For de forældre, der går på gaden, fordi der ikke er tid og omsorg nok til deres børn i vuggestuer og børnehaver.

Nu har vi endelig muligheden! Så lad os da udnytte den.

Postkort fra 2030

Vi står på tærsklen til et nyt årti. Om 10 år i 2030 vil min søn kunne stemme for første gang. Gad vide, hvordan han vil huske 2020’erne? Hvis han sendte os et postkort fra 2030, hvad ville der så stå om det forgangne årti?

Min drøm er, at min søn og kommende generationer med ham vil se tilbage på 2020’erne som det årti, hvor politik igen kom til at give mening – fordi vi brugte politik til at løse problemer og til at vise folk, hvilke grænser vi kan rykke og hvilke bjerge vi kan flytte, når vi gør det sammen.

Lad mig give et eksempel. Ét problem skinner klarere end alle andre, når vi taler om 2020’erne: Klimaforandringerne. Tænk, hvis vi brugte 2020’ene til at overvinde dem? Tænk hvilket rygstød det vil give menneskeheden, hvis vi sammen kunne sikre, at klimaforandringerne ikke blev vores undergang – men tværtimod afsættet for en ny gylden epoke i vores historie? Tænk, hvad det vil gøre for Danmark, hvis vi fandt sammen på tværs af skel for at løse denne monumentale udfordring og viste resten af verden vejen? Det er en af mine store drømme for 2020’erne.

Og tør vi, så kan vi. Det viste 2019 os.

Måske drømmer du også om klimahandling i 2020’erne. Måske om noget helt andet. Uanset hvad, vil jeg gerne høre fra dig: Hvordan vil din nytårstale i seks ord lyde? Giv dit bud på Facebook eller Twitter og forsyn det med #2020i6ord. Så læser jeg med og deler de skarpeste, sjoveste, mest tankevækkende korte nytårstaler om det nye årti, vi nu tager hul på sammen.