Frit land

Sofie Carsten Nielsens grundlovstale 5. juni 2021

 

Det første, jeg ser, er drengens øjne.

De er slukkede. Tømt for mening. Tømt for håb.

Han spørger mig: “Er du politiker”?

Jeg nikker.

Og så kommer det. Kort. Klart. Nærmest kvælende: “Jeg er en af dem.”

Der går nogle uger. Før jeg møder ham igen. Denne gang på Rådhuspladsen i København. Her lærer jeg ham lidt bedre at kende.

For midt i vreden, frustrationen og afmagten over sin families situation har han modet til at stille sig op foran tusindvis af mennesker og fortælle sin historie for at hjælpe andre.

Drengen med de slukkede øjne hedder Mohamad. Er 18 år. Og fra Syrien.

Inden Mohamads første runde børnefødselsdag bliver hans far brutalt myrdet af Assad-regimet.

Da krigen begynder, flygter Mohamad, hans mor, bror og søstre til Danmark.

Her gør de alt, hvad et frit land beder dem om: De uddanner sig for at kunne bidrage til det samfund, de nu er blevet en del af.

Familien finder tryghed i Danmark. Familien finder frihed i Danmark.

Mohamad og hans bror kan ikke sendes tilbage til Syrien. For de er flygtet fra Assads hær. En diktator, som vil have dem til at løfte våben. Og henrette landsmænd.

Men Mohamads mor og søstre er en anden sag. Den 25. marts giver Udlændingestyrelsen dem besked om, at de ikke får forlænget deres opholdstilladelse i Danmark.

Danmark vil sende Mohamads mor og søstre på 10 og 12 år tilbage til den diktator, der har slået pigernes far ihjel, og jaget deres brødre på flugt.

--- o0o ---

I dag fejrer vi Grundlovsdag i Danmark.

Det har vi gjort i mere end 170 år.
5. juni er dagen, hvor vi som nation igen-og-igen har givet svar på det enkle, men vigtige spørgsmål:

Hvilket samfund vil vi være?

I 1849 valgte vi på denne dag, at Danmark skal være et frit land. Magten blev delt i tre. Og vi blev sat fri til at tro, tale og forsamles, som vi vil.

I 1915 valgte vi på denne dag, at Danmark skal være et demokratisk land. For alle. Også kvinder og tyende. Vi fik lige og almindelig valgret for mennesker over 25 år.

I 1953 valgte vi på denne dag, at Danmark skal være et lige land, hvor mænd og kvinder har samme muligheder. Selv i vores kongehus. Folketinget blev skabt. Og minoriteter i vores demokrati beskyttet bedre.

At vi i dag kan kalde os et demokrati. At vi i dag kan kalde os en retsstat. At vi i dag kan kalde os et frit land. Skyldes ikke mindst de valg, vi gennem historien har truffet 5. juni.

5. juni 2019 er et eminent eksempel. Her rejste mennesker i alle dele af landet sig i over-vældende tal og stemte Danmark i en ny retning.

Vi valgte årtiers meningsløs symbolpolitik fra. Og et grønt, frit og stærkt Danmark til.

Folketingsvalget 5. juni 2019 er på mange måder indbegrebet af vores Grundlovsdage siden 1849: Vi rejste os. Viste verden hvilket samfund vi vil være. Hvilke værdier, vi vil kendes for.

--- o0o ---

Men vi må rejse os igen.

For der er noget galt i Danmark

Vi troede valget i 2019 blev enden på det meningsløse.

Men symbolpolitikken døde ikke. Alt for ofte får den kunstigt åndedræt og ny ilt på Christiansborg:

Et flygtningecenter. Ikke på Langeland. Men i Rwanda.

Vaccinesamarbejde. Med lande, der ikke laver vacciner.

Danske børn i syriske fangelejre. Som må vente år på at komme hjem.

Flotte symbolske klimamål. Men minimal klimahandling.

Syriske flygtninge. Som skal sendes tilbage til den diktator, de flygtede fra.

Når vi som det eneste land i Europa vurderer, at Syrien er sikkert.

Når vi vil hive voksne ud af job og børn ud af uddannelse for at smide dem ind på et udrejsecenter på ubestemt tid.

Når vi vil sende flygtninge tilbage til forfølgelse og ødelæggelse.

Så har vi glemt, hvem vi er.

Så har vi mistet vores værdimæssige kompas.

Så er vi ikke længere det frie land, vi tror, vi er. Så er vi faret vild.

--- o0o ---

Jeg har altid ment, at politik handler om at sætte mennesker fri.

Fri til at leve liv, der giver mening. Fri til at gøre drømme til virkelighed. Fri til at være dem, vi er.

Men sådan er politik ikke. Og sådan er udlændingepolitik slet ikke i dag.

Politik sætter ikke mennesker fri. Politik, når den er værst, holder mennesker fast. I en fremtid uden håb.

Politik samler ikke. Politik, når den er værst, splitter. Os og dem får aldrig lov at blive til ”vi”.

Politik giver ikke mening. Politik, når den er værst, fjerner mening. Så øjnene bliver tomme hos dem, der har allermest brug for vores hjælp.

Når jeg ser, hvordan vi bedriver politik i dag, er jeg nødt til at sige: Politik er på nogle stræk gået i stykker.

--- o0o ---

Det har Radikale Venstre et medansvar for.

Vi stemte for de regler, der nu gør det muligt at sende syriske flygtninge på udrejsecenter. Reglerne var midlertidige og skulle revideres. Et flertal uden Radikale Venstre lod dem desværre fortsætte.

Men uanset hvad, havde vi ikke fantasi til at forestille os, at en socialdemokratisk regering ville skille familier ad og sende kvinder og børn tilbage til den diktator, de er flygtet fra. Mod EU’s anbefalinger. Mod USA’s anbefalinger. Mod FN’s anbefalinger.

Det er meningsløst. Og hjerteløst.

Men vi bærer et medansvar. Som vi må tage på os.

Derfor: Til alle syrere samlet her i dag. Og til alle syrere rundt omkring i landet: Undskyld!

...

Jeg ved godt, at I ikke kan bruge ord til meget. Jeg håber, I kan bruge handling til mere:

Radikale Venstre vil gøre hvad vi kan for at stoppe udvisningerne af syriske flygtninge.
Loven, som gør det muligt, må laves om. Krigsflygtninge skal ikke kunne sendes tilbage til deres hjemland, før der er stabile forhold i landet.

Den regel, der giver udlændinge, som har arbejdet i Danmark i to år, mulighed for at blive, skal udvides, så den også gælder flygtninge, der har været i uddannelse i mindst to år.

Og så skal syrere, der mister deres opholdstilladelse ikke på udrejsecenter, når der ingen verdens udsigt er til udsendelse.
--- o0o ---

På denne Grundlovsdag – 5. juni 2021 – står Danmark igen overfor et afgørende valg:

Hvilket samfund vil vi være?

Vil vi være et samfund, der tager imod mennesker som midlertidigt ikke er i stand til at leve trygge og meningsfulde liv i deres eget land. Giver dem sikker havn og mulighed for at bidrage?

Eller…

Vil vi være et samfund, der skiller mor fra søn og søster fra bror – og som sender flygtninge tilbage til deres bøddel?

For mig går der en lige linje fra beslutningerne i 1849, 1915, 1953 og 2019 til det valg, vi skal træffe i dag:

Frit land? Eller fejt land?

Jeg er i politik fordi, jeg ønsker, at Danmark skal være frit land.

--- o0o ---

Og så hører jeg alt fra politiske modstandere til kommentatorer råbe mig ind i hovedet:

”Du har ikke flertal.”

”8 ud af 10 støtter en stram udlændingepolitik.”

”Socialdemokratiet er totalt ligeglade med jer.”

Og det er sikkert rigtigt.

Men tænk, hvis vi sammen kunne lave det om.

Tænk hvis mennesker vi har uddannet i Danmark faktisk fik lov at bidrage bagefter. Arbejde og betale skat. Fremfor at sidde på et udrejsecenter og kukke-lurere til 300.000 kr. om året.

Tænk hvis, vi viste verden, at man I Danmark både kan være flygtning og leve et meningsfuldt liv.

I ”tænk hvis” bor en større kraft end, vi er klar over. Som Walt Disney så smukt sagde: “If you can dream it – you can do it.”
Og “tænk hvis” har før vist sin kraft.

”Tænk hvis” var det, der fik Mint hjem.

”Tænk hvis” var det, der fik børnene ud af Sjælmark.

”Tænk hvis” slog hul på paradigmeskiftet.

”Tænk hvis” fik ideen om en udvisnings-ø i Stege bugt til at forsvinde.

”Tænk hvis” vil efter en lang, sej kamp få danske børn i Syrien bragt hjem.

Vi har gjort det før venner. Jeg tror på, at vi kan gøre det igen!

--- o0o ---

For nogle dage siden fik jeg en tale tilsendt.

Talen var Mohamads. Fra Rådhuspladsen.

Med talen fulgte en bøn: ”Vil du sende min tale til Mette Frederiksen? Hvis hun læser min historie, må hun da ændre mening.”

Kære Mohamad din tro på vores demokrati fylder mig med ærefrygt. Og tænk engang, at du som flygtninge, må minde os om vores egne værdier: Ansvar. Ordentlighed. Medmen-neskelighed.

Jeg har givet din tale til statsministeren.

Jeg håber, at hun svarer dig.

Desværre er der gået ”stram, strammere, strammest” i udlændingepolitikken. Den sunde fornuft er forduftet. Og vi er ladt tilbage med meningsløse modsætninger. Der kun tjener til at splitte os.

Virkeligheden – og de mennesker, der lever i den – har brug for noget helt andet.

For i virkelighedens verden kan man godt både ville have hånd om tilstrømningen og tage sig ordentligt af de mennesker, der er kommet hertil på flugt.

Man kan godt både mene, at flygtninge skal vende tilbage til deres hjemland, og at man ikke skal sende dem direkte på hovedet i død og ødelæggelse.

Man kan godt både stå fast på værdierne og finde løsninger til tiden.

Dét er det samfund, vi skal være. Dét er det samfund, jeg kæmper for.

Et frit Danmark. Et frit land.