Fra håb til handling

Morten Østergaards nyhedsbrev, 8. oktober 2019

Virkeligheden kalder. Landet rundt er danskere i alle aldre igen og igen gået på gaden for at kalde på handling i klimakrisen. Forældre har fyldt gaderne til demonstrationer for bedre vilkår for vores børn. Studerende har råbt politikerne op om, at vi gør skade på fremtiden, når vi rundbarberer vores uddannelser og indfører loft over uddannelse.

Nu hvor dansk politik er fri af symbolpolitikkens kvælende favntag, er det tid at tage fat på de virkelige problemer. Vi vil gøre håbet om forandring til konkret handling, så Danmark bliver mærkbart grønnere, friere og stærkere.

Radikale Venstre har sat klare mål for de håndgribelige forandringer, som skal gøres til virkelighed i denne regeringsperiode: Mindre CO2-udledning, mere natur, renere luft, mere genbrug. Øget trivsel blandt børn og unge, færre i fattigdom, øget ligestilling. Flere i job, flere succesfulde iværksættere, mere lige muligheder på tværs af landet og flere minoriteter, som føler sig som en del af fællesskabet. Disse og flere andre helt konkrete mål har vi sat, og vi vil ikke vente med at forfølge dem. Vi vil i gang med det samme.

Derfor præsenterer vi nu et ambitiøst udspil til finanslov, som tager fat, så det kan mærkes. For grøn betyder nu. Tiden skal ikke gå med snak.

Vi vil bruge finansloven til at gøre bilerne og flyene grønnere og luften renere nu i stedet for at vente. Vores finanslovsforslag investerer 3,5 mia. kr. i grønne initiativer, blandt andet i udtagning af sårbar landbrugsjord, fremtidssikring af elbiler, grønne firmabiler, penge til skov, vilde naturreservater og meget mere. Det er der god brug for.

Fortsætter vi som hidtil uden nye initiativer, står Danmark til at mindske CO2-udledningen med 51 procent i 2030. Med de grønne tiltag i vores finanslov når vi en reduktion på 58 procent – og vil dermed bringe Danmark markant fremad mod målet om at mindske udledningen af CO2 med 70 procent i 2030. Det er en forskel, som betyder noget.

Det er ikke kun på det grønne, at vores forslag har fremtiden i fokus. Vi vil også investere 2,4 mia. kr. i børn, unge og uddannelse. Det betyder blandt andet flere og bedre uddannende pædagoger. Mere tid til lærerne. Ungdomsuddannelse i hele landet. Og at vi river loftet over uddannelse ned.

Vi vil have en ansvarlig politik, hvor de bredeste skuldre bærer mest. Vi har allerede givet en håndsrækning til de fattigste familier. Men finansloven skal også understøtte, at de gode tider i dansk økonomi kan fortsætte. Vi vil derfor lette skatten på arbejde for alle, lader de mest velstående bidrage mere og skærme dem, der har mindst ved at øge ældrechecken.

Vores finanslovforslag er en invitation til at gøre håb til handling. Det viser, at vi kan gøre Danmark grønnere, friere og stærkere allerede næste år – fuldt finansieret. Det er kun et spørgsmål om vilje. Den har vi, og derfor inviterer til bredt samarbejde, der kan bringe Danmark mærkbart fremad.

 

Læs hele forslaget til finanslov 2020 her