Nyhed

Radikale Venstres landsforbund skal have ny landsformand og landsnæstformand

Da Svend Thorhauge har meddelt, at han ikke genopstiller som landsformand, og da Clara Halvorsen har meddelt, hun ikke genopstiller som landsnæstformand, skal der vælges nye folk til begge poster på landsmødet i september 2021.

Landsformandskabets opgaver

Som landsformandskab indgår man i et tæt samarbejde med forretningsudvalget og hovedbestyrelsen om udvikling og ledelse af landsforbundet. Landsformandskabet er født henholdsvis formand og næstformand for både hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Landsformanden er desuden født formand for partiets valgudvalg. Arbejdet i forretningsudvalget tilrettelægges af landsformandskabet. Såvel organisationsnetværket, kommunal- og regionalpolitisk netværk som kandidatnetværket er repræsenteret i forretningsudvalget.

Forretningsudvalget varetager en række overordnede og organisatoriske opgaver i landsforbundet. Opgaverne i forretningsudvalget har hidtil været fordelt på tre teams med ansvar for henholdsvis politikudvikling, foreningsudvikling og mobilisering. Den første store opgave bliver det kommende kommunal- og regionrådsvalg i 2021.

Ud over de faste opgaver er der selvsagt stor mulighed for at påvirke, hvilke opgaver man derudover tager på sig, og hvilket aftryk man vil sætte på landsforbundets udvikling.

Ved siden af de forpligtelser, som følger af de officielle poster og opgaver, ligger en ikke uvæsentlig del af landsformandskabet indsats i samtaler med og mellem medlemmer, kandidater, lokalformænd etc. rundt om i hele landet. Der er ingen manual til at være aktiv i et politisk parti, og landsformandskabet er en lyttende sparringspartner for alle med tillidsposter i landsforbundet.

Det er ikke en forudsætning for at stille op til opgaven som landsformand eller næstformand, at man allerede har tillidsposter eller sidder i en af partiets centrale organer, men derimod at man er parat til at bidrage til den fortsatte udvikling af landsforbundet og har mod på de opgaver, som ligger i funktionerne.

Proces omkring valget af nyt landsformandskab

Det er vores håb, at valget af og til nyt landformandskab kan medvirke til en god drøftelse i landsforbundet om, hvordan vi sikrer en fortsat udvikling af Radikale Venstre som et inddragende, moderne, samtalebaseret parti.

Vi har et ønske om, at processen til valg af nyt formandskab bliver så åben og inddragende som muligt. Vi vil derfor opfordre til, at alle, der kunne se sig selv i en af rollerne, overvejer muligheden frem til den 1. juli. Og at man i øvrigt også henvender sig opfordrende til potentielle kandidater.

Du har mulighed for at slå dit kandidatur op i en særlig gruppe på medlemsnetværket, som du finder her. Gruppen ligger under ”Netværk” i topmenuen og hedder ”Valg af landsformand og næstformand 2021”. På medlemsnetværket kan du således følge de enkelte kandidaturer, stille skriftlige spørgsmål til kandidaterne samt orientere dig om de møder, der vil blive afholdt rundt i landet med kandidaterne i august-september. Har du udfordringer med at komme på medlemsnetværket, så skriv til kristian.brandrup@ft.dk.

Man kan stille op som kandidat helt frem til landsmødets første dag kl. 12, men vi opfordrer til, at man har opsat sit kandidatur i god tid inden da. Husk også at samle mindst 25 landsmødedelegerede som stillere.

På landsmødet vil der være mulighed for at give en kort mundtlig præsentation, ligesom der vil være en opslagstavle til skriftligt kandidatur og en spørgsmål-svar session samtidigt med de politiske værksteder lørdag eftermiddag. Der er valg på andendagen.

Man er meget velkommen til at kontakte ethvert FU-medlem, hvis man har spørgsmål af nogen art.

Bedste hilsner
Forretningsudvalget