HVORDAN SKAL VI LEDE, SÅ VI FÅR TILLIDEN OG OPTIMISMEN TILBAGE?

Tilliden til måden politik bedrives på svigter i mange vestlige demokratier. Også i Danmark hvor politik i manges øjne er reduceret til et goldt spil om magten. Hvor ideer, visioner og mål er ofret på taktikkens alter.

Det er vigtigere at vinde magten, end hvad man vil bruge den til. Det efterlader et indtryk af politikere, som vil sige, gøre og mene hvad som helst bare for at få magten.

Radikale Venstre har gennem historien skilt sig ud ved ikke at varetage bestemte interesser på bekostning af helheden. Vi har kæmpet ufortrødent for et mere demokratisk, inkluderende, socialt retfærdigt og oplyst samfund. Vi har aldrig vent ansvaret ryggen, men heller aldrig søgt magten blot for at forhindre andre i at få den. Vi har først som sidst holdt politikken foran os.

Men måske mistede vi også vores anker undervejs? Skal vi vinde tilliden og troen på fremtiden tilbage, så kræver det andet og mere end blot at pege fingre af andre. Hvis man vil forandring, må man være forandringen. Og vi må også kigge i spejlet og erkende, hvor vi svigtede egne principper. Først da kan vi igen med troværdighed bede om tillid til at lede Danmark fremad. Vi er ikke perfekte. Og vi kommer til at begå nye fejl. Men skal vi genrejse befolkningens tillid, må og skal vi forny os selv.

Alt for længe er den politiske debat blevet reduceret til kampen om symbolerne. Især i udlændingepolitikken, hvor skyttegravskrigen er udtalt og mere handler om, hvem der er strammest end hvilke løsninger, der reelt kan gøre en forskel. Mens debatten om udlændingepolitiske symboler som burkaforbud, håndtrykspåbud og gris på menuen i daginstitutioner løber med opmærksomheden, står de virkelige problemer med klima, sundhed, uddannelse og integration uløste hen.

Vi vil bryde med selvsvinget, søge samarbejdet og føre en politik, som ikke har til formål at spille befolkningsgrupper ud mod hinanden, men at samle os om at finde rigtige løsninger på de virkelige problemer.

Åbenhed avler tillid. Lukkethed det modsatte. Vi skal derfor tage et opgør med den måde, magten forvaltes på i Danmark, som er blevet stadigt mere lukket. Det var en fejl, at Offentlighedsloven afskar adgangen til at kigge magthaverne i kortene. Det avler mistillid.

Det går ikke, at store forandringer som folkeskolereformen og fremdriftsreformen udvikles hen over hovedet på dem, som skal føre dem ud i livet. Politik skal ikke udvikles i et elfenbenstårn. Det avler mistillid.

Demokrati er meget mere end 90 mandater i Folketinget. Hvis vi igen betroes at lede Danmark, vil vi genrejse tilliden ved at slå dørene til magtens korridorer på vid gab. Både når nye løsninger skal udvikles, og magten kontrolleres.

Forventning fremfor straf

Når vi systematisk møder folk med lave forventninger, så bliver resultaterne derefter. Det ved skolelæreren. Socialpædagogen. Det ved vi som forældre. Og det ved politikerne. Alligevel er det et kendetegn ved tidens politik, at straffe dem, der har problemerne i stedet for at gøre noget ved dem. Børnehaveklassebørn skal dumpes og gå om. Kontanthjælpsmodtagere skal afskæres fra bestemte boliger. Hvis man møder alle med mistænksomhed, kontrol og tvang vinder man aldrig. Vi vil lade det gode eksempel vise vejen frem for at lade det dårlige få os til at skære alle over en kam.

Vi nægter at sætte folk i bås pga. deres baggrund, religion eller bopæl. Vi vil stille folk til ansvar for deres handlinger og møde alle med samme høje forventning til at også de kan bidrage til fællesskabet.

Langt udover Danmarks grænser er ekstreme kræfter er klar til at træde vores mest grundlæggende værdier, som har skabt vores samfund, under fode.

Solidaritet, ytringsfrihed, retssikkerhed og social retfærdighed bliver indskrænket til flertallets ret. Konsekvensen er splittelse og konflikt. Og en forvanskning af de værdier, som har gjort os til dem, vi er.

Vi vil være et bolværk mod disse kræfter. Vi insisterer på at rette ryggen og stå fast på, at de værdier der engang gjorde os stolte af vores måde at leve sammen på, også kan bære os fremad. At svarene på vores udfordringer netop findes i at samles om de værdier, der binder os sammen. Ikke ved at skifte dem ud.

Stædige optimister på fremtidens vegne

Vi trænger til at forny den politiske debat. Alt for ofte bliver den skingre og forfladigende tone politikerne imellem til et ekko af had i den digitale verden.

Vi har alle et ansvar. Vi nægter at lade pessimisme og splittelse danne grundtonen. Vi er stædige optimister på fremtidens vegne og ser frem til at lade meninger brydes i respekt for dem, der vil det anderledes end os. Altid med plads til et godt grin – gerne af os selv. For kun når vi accepterer, at ingen har patent på virkeligheden, kan vi finde en fælles vej fremad.

GRØNNERE
FRIERE
STÆRKERE
FREMAD.

 







Siden bruger cookies, herunder fra 3. part. Du kan altid slette cookies fra denne side. Læs mere her.

Kontakt webmaster@radikale.dk